23948sdkhjf

Stark har sat sin elektriske kranbil i drift

Danmarks største byggecenterkæde, Stark, har som den første virksomhed sat en fuldelektrisk lastbil med kran i drift i Danmark. Det sker i form af en DAF CF Electric opbygget med kran og fast lad, der skal distribuere byggematerialer fra Stark-afdelingen City i Københavns Sydhavn.

DAF-lastbilen har en rækkevidde på mere end 200 km på en fuld opladning.

- Hos Stark har vi en strategi om at gøre byggeriet mere bæredygtigt. Det gælder også transporten af byggematerialerne, fortæller logistikchef Brian Patzlaff, ansvarlig for indkøb og drift af Starks flåde på mere end 200 lastbiler.

Den hollandske lastbilproducent DAF har i flere år arbejdet med udvikling af fuld-elektriske drivliner til lastbiler. Den nye DAF CF Electric er 2. generation af DAFs elektriske lastbiler, der har fordoblet rækkevidde samt 700 kg lavere egenvægt i forhold til 1. generation, der blev introduceret i 2018.

Det er bl.a. sket gennem samarbejde med den ligeledes hollandske specialist i elektriske drivliner, VDL.

Den nye DAF CF Electric er opbygget med 20 t/m Palfinger-kran samt fast lad af samme type som de fleste af Starks øvrige byggecenter-lastbiler. Opbygningen er udført af Bilstrup Karosseri og Ravnstrup Vognsmedie A/S i Stoholm.

Banke ApS i Sønderborg har leveret den særlige kraftudtag-løsning, der driver den hydrauliske kran med strøm fra lastbilens batteripakke. Kraftudtagsløsningen består af en hydraulikpumpe inkl. elektronisk styreenhed, interface til lastbilens el-system samt omformer af strømmen fra jævn- til vekselstrøm. Hele pakken fylder ca. det samme som en flyttekasse har været nem at placere på chassisrammen under ladet.

Starks 3-akslede DAF CF Electric har typebetegnelsen 6x2*4 FAN, dvs. med hydraulisk styrbar bogieaksel, så den opnår ekstra god manøvreevne på byggepladser under trange forhold i Storkøbenhavn. Den har en tilladt totalvægt på 28 ton, hvilket giver en lasteevne på ca. 11 ton.

El-lastbilen skal køres af chauffør Lars Desler, der har kørt for Stark i tre år. Han slog straks til, da chaufførerne i Starks City-afdeling blev spurgt, hvem der havde lyst til at være styrmand på Danmarks første fuldelektriske kranbil.

- Jeg glæder mig til at prøve, hvordan sådan en el-lastbil bliver at omgås i hverdagen. Selve det at køre på landevejen, betjene kranen, læsse og losse osv. bliver vel nogenlunde det samme som med en almindelig dieselbil, men opladning, kørselsplanlægning i forhold til rækkevidde og at finde den mest økonomiske kørestil osv. bliver interessant at prøve, siger Lars Desler.

Fakta:

DAF CF Electric 6x2*4 FAN

Elektrisk motor: 210 kW (285 hk), drejningsmoment: 2.000 Nm

Batterikapacitet: 350 kWh (315 kWh effektiv kapacitet), type Li-Ion

Batteripakken er air-conditioneret til en konstant temperatur på 25-45° C

Chassisvægt: 10,4 tons, komplet opbygget med kran og fast lad: ca. 17 tons

Rækkevidde på en fuld opladning: op til 220 km

Ladetid ved 250 kW: ca. 75 minutter

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.221