23948sdkhjf

Bjarne Nielsens vognmandsfirma runder 50 år: - Jeg er på tålt ophold

Det er flere år siden, han på daglig basis stak i de sorte træsko uden hælkap og satte sig bag rattet i en af sine lastbiler. Vognmand Bjarne Nielsen, der for præcis 50 år siden, startede vognmandsfirmaet BN Transport i Hjørring op.

I dag er det Bjarne Nielsen søn Tommy og datteren Tanja, der står for firmaets daglige drift. Tommy har været i firmaet i 37 år, dels bag rattet i en af BN Transports 26 lastbiler og dels på værkstedet. Tanja har været med siden 1995 og er på kontoret.

- Jeg er på tålt ophold, griner Bjarne Nielsen til spørgsmålet, hvad han laver i firmaet nu.

Men egentlig går han til hånde og er forbi de fleste dage for at se, hvordan det hele står til.

- Jeg er fuldstændig privilegeret, for er der dage, jeg ikke gider gå til hånde, så lader jeg bare være, siger Bjarne Nielsen og griner igen.

Han er en (vogn)mand med meget på hjerte og med holdninger til den branche, han har været en del af i et halvt århundrede. Han er en ivrig debattør, der ofte skriver debatindlæg om aktuelle emner inden for transport.

- Jeg forsøger at holde mig opdateret, og jeg sætter mig gerne foran tastaturet og skriver min mening. Det må vi ikke holde op med. Jeg synes ikke, det er rimeligt, branchen har så dårligt et image, som den har. Vi står ikke op for at genere folk, vi står op og laver vores arbejde, og det, der er på lastbilerne, er jo noget folk skal bruge, siger Bjarne Nielsen.

Han har været i branchen siden 1971, hvor han startede med at køre firmaets ene bil. For Bjarne Nielsen har den største forandring i transportbranchen været, da køre- og hviletidsreglerne kom.

- Det var en ændring til det bedre. Og så vil jeg fremhæve, at vi har fået godt materiel. Der er sket kæmpe ændringer med det årene, og det er jo kun til det bedre. Til gengæld er der mange byrder. Regler, afgifter og sådan nogle ting, der kommer snigende ind ad bagdøren, lyder det fra Bjarne Nielsen.

Der er i dag i alt 32 medarbejdere i BN Transport.

Lørdag er familie, medarbejdere, venner af firmaet, kunder og samarbejdspartnere inviteret til at fejre firmaets 50-års jubilæum. Festen begynder klokken 13.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062