Bombardementer, lussinger og vilde fester
Lastbilchauffør Brian Brandt har kørt med studenter hver eneste sæson i de seneste 25 år. Det har budt på mange sjove og gode oplevelser – men de seneste år har det taget en drejning. Til den negative side.
- Det er ikke så sjovt, som det har været, pga. den udvikling med, at man kan blive bombarderet med æg og olie og sten og hvad det ellers er. Det må jeg nok sige, siger Brian Brandt til Lastbil Magasinet.
Historierne om studenterlastbiler, der bliver udsat for kasteskyts i visse dele af de større byer, har taget mange overskrifter i de seneste år. For nogle år siden var der særligt én episode, der blev omtalt vidt og bredt, da en lastbil fyldt med studenter bogstaveligt talt måtte flygte ud af et boligområde i det sydvestlige København.
Chaufføren på bilen var Brian Brandt. Og overskrifterne løj ikke. Flere år efter sidder oplevelsen stadig i den ellers erfarne chauffør.
- Det føltes som en anden verdenskrig at køre rundt og blive bombarderet. Det var altså ikke sjovt, og vi lavede også en politianmeldelse på det efterfølgende. Og det satte nok sit præg på mit syn på at køre med studenter. Jeg var noget rystet den dag, fortæller Brian Brandt.
Det skal fejres…
Den dag havde Brians studenterbil et stop på ruten i Københavns sydvest-kvarter. Og det var så her, det skete. En elev på bilen af anden etnisk herkomst end dansk skulle hædres af familien. Men ikke med skåltaler, serpentiner og hurra-råb.
- For folk af anden etnisk herkomst er det et hæderstegn, når man samler familien og skyder fyrværkeri eller andet, og man kan også få hældt olie, æg eller tomater ud over sig. Og det er jo ikke en mentalitet, vi er vant til. Det er i deres tradition en måde at hædre, fordi man har fået høje karakterer og klaret sig godt. Senere har den tradition nok spredt sig til, at mange i det miljø mener, at man bare kan kaste alt muligt efter studenterlastbiler, selvom det egentlig startede som en form for fejring, forklarer Brian Brandt.
Den pågældende eftermiddag gik det bare over gevind. Helt over gevind. Ifølge Brian Brandts vurdering var 20-30 mennesker klar til at bombardere lastbilen og studenterne med kasteskyts – olie, tomater, æg og deslige. Og det gjorde de så. Og de havde ikke i sinde at stoppe. Da alvoren i situationen gik op for Brian Brandt, måtte han handle hurtigt.
- Så jeg fik alle mine elever ind, og vi fik bannerne inden for bilen, og så kørte vi ud derfra. Da var det så, at de kom med skraldespandene, fortæller han.
Blev spærret inde
Deltagerne i ”festen” havde ikke tænkt sig at lade studenterlastbilen køre sin vej – men forsøgte i stedet at trænge dem op i en krog for at fortsætte ”fejringen”.
- De kørte skraldespande ud for at barrikadere os for, at den pågældende elev skulle hædres endnu engang. Samtidig er det en fredag eftermiddag, og da jeg forsøger at bakke ud, kan jeg se, at folk på vejen er ved at komme hjem, og der er meget trafik. Idet jeg kører, har jeg derfor hornet i bund både for at kunne advare og råbe om hjælp. Derefter kommer der nogle viceværte fra boligområdet og hjælper ved at trække skraldespandene væk, så jeg kan køre bilen ud, og vi kan komme videre på turen, fortæller Brian Brandt.
- Som jeg sagde til min chef bagefter, så var det ligesom at køre nede i Beirut. Her var det bare æg og tomater og olie, man blev bombarderet med i stedet. Det var ubehageligt, og det satte en dæmper på min lyst til at køre studenter.
Efterfølgende fik han dog ros for sin indsats i situationen fra flere sider. Og han er da også fortsat med at køre studenter. Faktisk var han allerede på en tur igen dagen efter episoden, og det forløb langt mere fredeligt.
Fik en syngende flad
Der er dog aldrig garantier, når musikken spiller, og alkohol – og andre stimulanser – indtages på ladet. Så sent som i år oplevede Brian Brandt igen noget, der fik ham til at overveje fremtiden som studenterchauffør.
- Jeg havde en tur, hvor der var problemer med, at der var for mange mennesker på ladet, som ikke var en del af festen. På et tidspunkt blev jeg nødt til at stille mig op på trappestigen til ladet og fortælle, hvordan og hvorledes reglerne. Så kom der en pige hen og truede mig. Det fik mig til at løfte pegefingeren, og så fik jeg en ordentlig lussing, så jeg måtte tage fra for ikke at falde ned af bilen.
Heldigvis var det nær sidste stop på ruten, så chaufføren fik afleveret sine studenter på det aftalte sted, og kunne derefter tage hjem og sunde sig. Han valgte ikke at gøre mere ud af sagen.
Brian Brandt har dog efter sine oplevelser besluttet, at der er visse steder, han helst ikke kører studenterlastbil. Og han foretrækker at køre som chauffør via et event-bureau, der sørger for en mand på ladet til at styre musikken og have fingeren på pulsen i forhold til festen.
- Når man lige får sådan en på kasketten af en tøs, så sætter det en begrænsning på, hvor sjovt det er. Men der har både været sjove og kedelige ting igennem 25 år som studenterchauffør. Det er bare noget andet i dag, på godt og ondt.
Du kan høre Brian Brandt fortælle det hele med sine egne ord i en ny episode af Lastbil Magasinets podcast, som du kan finde i din podcast-app på din smartphone - eller du kan lytte til den lige her.