Guldager tilbage på podiet i Nordic Trophy
Det prestigefulde svenske lastbiltræf Nordic Trophy fandt sted i denne weekend – og efter nogle års fravær var der igen en dansk bil på podiet i mesterklassen for showtrucks.
Det var endnu engang den nordjyske vognmand Henrik Guldager, der var med helt fremme i opløbet om de flotteste priser – og denne gang blev det til en tredjeplads i hovedkonkurrencen i Nordic Trophy.
Henrik Guldager deltog med den særprægede ”kunstbil” Art 2.0, som blev lanceret i sensommeren 2020. Pga. corona-nedlukninger var Nordic Trophy 2021 alligevel første gang, at den deltog i en større konkurrence med pokaler på spil.
Basis for den danske showtruck er en Volvo FH 500 opbygget og udsmykket i samarbejde med lastbilkunstneren Ray Hill – denne gang med karakteristiske motiver inspireret af den hollandske kunstner Piet Mondrian.
Henrik Guldager har tidligere vundet Nordic Trophy hele syv gange – og var senest på podiet i 2016, hvor det blev til en andenplads med showbilen ”Sweet Eye Candy”.
Nordic Trophy 2021 blev vundet af den finske vognmand Kuljetus Ristimaa.