Ford Trucks officielt lanceret i Tyskland
Ford Trucks markerede sin officielle indtræden på det tyske marked ved et lanceringsevent forleden for at markere, at de tyrkisk producerede lastbiler nu kommer til salg til tyske vognmænd.
Introduktionen i Tyskland er seneste skridt i Ford Trucks’ ambitioner om at etablere sig i Vesteuropa – og kommer i kølvandet på de seneste par års indtog i Portugal, Spanien, Italien, Belgien og Luxembourg. I forvejen har Ford Trucks forhandlernettet på plads i Østeuropa.
- Vi er stolte af et træde ind i Tyskland, det største marked for kommercielle køretøjer i Europa. Det er et strategisk vigtigt skridt for Ford Trucks’ vækstplaner på tværs af kontinentet, sagde Ford Otosans vicedirektør, Dave Johnston, ved præsentationen i Tyskland.
Ford Trucks er en del af bilproducenten Ford Otosan, som er ejet i fællesskab af den tyrkiske Koc-koncern og Ford Motor Company.
I Tyskland skal Stegmaier Group fra Kirchberg stå for forhandlingen af Ford Trucks. Stegmaier forhandler i forvejen Fords program af vare- og personbiler.
Ford Trucks’ lastbilserier bliver produceret i Tyrkiet. Flagskibet af langtursmodellen F-Max, som blev kåret til International Truck of the Year 2019. Den fås indtil videre som 4x2 trækker og er udstyret med Fords egen Ecotorq-motor på 12,7 liter og 500 hk – og fra næste år introducerer Ford Trucks også sin egen gearkasse, så drivlinen bliver 100% tyrkisk udviklet og produceret.
- Vi vil fortsætte med vores ekspansion i Europa, som har stort potentiale for vores vækststrategi. Vi planlægger at øge antallet af lande, hvor vi opererer, til 55 inden for tre år ved at dække hele Europa, sagde Dave Johnston.
Ifølge Ford Trucks’ egen køreplan bliver de næste markeder, som skal indtages, Frankrig og Holland. Herefter følger Norden. Lanceringen på det danske marked er planlagt til at finde sted i 2022, oplyste Ford Trucks i juli til Lastbil Magasinet.
Servicenetværket er til gengæld allerede på plads. I Danmark og en lang række andre europæiske er TIP Trailer Services autoriseret servicepartner for Ford Trucks.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.