26-årig mand dræbt i frontalt sammenstød
En 26-årig mand mistede livet i en trafikulykke mellem Ringkøbing og Videbæk.
Manden kørte fredag middag frontalt sammen med en lastbil på Hovedvej 15 omkring 3-400 meter vest for rundkørslen ved Brejningkrydset. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Lastbilchaufføren slap uden større fysiske knubs. Ifølge chaufførens forklaring var personbilen på vej i østlig retning, da den af uvisse årsager kom over i den modsatte vejbane og kolliderede med lastbilen.