23948sdkhjf

Transport 2021 samlede 23.681 gæster

Den 16. udgave af transportmessen i MCH Messecenter Herning kunne lørdag gøre status efter tre messedage.

23.681 fagfolk besøgte torsdag til lørdag Transport 2021 og de 280 udstillere i MCH Messecenter Herning. Det er noget færre end i 2019, hvor mere end 30.000 gæstede messen – men muligheden for igen at kunne møde kunderne og vise produkterne samt de mange gode gensyn skabte både glæde og tilfredshed hos udstillerne.

- Efter en lang nedlukning og udsættelser af flere messer, herunder Transport 2021, er det med en særlig glæde, vi står her i dag. En glæde over at have samlet tusindvis af fagfolk og især over de mange smil vi har mødt hos både udstillere og besøgende, siger Georg Sørensen.

I udstillerfeltet kunne man finde SAWO, som har været en fast del af udstillingen gennem alle årene.

- Vi er den største i Norden inden for vores felt, og det forpligter, så derfor er vores messedeltagelse en stor investering med stand både indendørs og udendørs, mange involverede medarbejdere og et stort produktsortiment. Det siger sig selv, at de penge skal tjenes ind igen, men vi kunne allerede på andendagen konkludere, at der har været rigeligt at lave, og vi er yderst positive, fortalte Ivan Chrost, bestyrelsesformand i SAWO A/S og afslørede samtidig, at den 3.000 m2 store stand til Transport 2023 allerede blev booket fredag på messens anden dag.

Det personlige møde blev værdsat

Blandt de 280 udstillere var også de store lastbilimportører Mercedes-Benz, Iveco, DAF, Scania og MAN. Sidstnævnte fremhævede værdien af at kunne møde kunderne igen:

- Der har været mange besøgende og gang i den hele tiden, så vi er yderst tilfredse. Efter lang tids coronatørke er det fantastisk for os at være på Transport igen og møde alle vores kunder - og vi mærker, der har været et behov for at komme ud og mødes. I en moderne verden kan man se det meste på nettet, men at se og prøve produkterne fysisk, mødes og netværke med kunderne, det er det, man kan på messen, sagde Claus Lindholm, markedskommunikationschef hos MAN Truck & Bus.

Også hos Scania var der stor positivitet efter tre veloverståede messedage:

- De fleste af os har været hjemme under corona så at få muligheden for at komme på messe og fremvise produkterne samt vise udviklingen på vores busser og lastbiler, det kan noget helt andet. Folk har virkelig glædet sig til at komme ud og møde hinanden, sagde Jannie Christiansen, marketingchef for Scania Danmark.

Transport 2021 blev gennemført samtidig med Entreprenør & Håndværk. I alt blev begge messer besøgt af 33.418.

Transportmessen i Herning afholdes næste gang 20.-22. april 2023.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094