Vognmand: Chaufførerne drukner i regler og bøder
Hvis chaufførbranchen skal lykkes med at tiltrække nye kræfter, skal der (også) ses på alle de regler, en lastbilchauffør skal forholde sig til og agere i i dag. Sådan lyder det i en kommentar fra vognmand Steen Tofteng i Vallensbæk, der reagerer på vognmand Flemming Thisgaards udtalelser torsdag om, at færre lastbilchauffører skal ligge ude, hvis erhvervet skal gøres mere attraktivt.
- Det er klart, at hvis man har en ægtefælle og børn, så vil man gerne hjem hver dag. Andre har det fint med at sove ude. Men hvis man tager en tur op i helikopteren og ser ned, så er der to ting, der er helt afgørende, og det er arbejdstid og regler/bøder. Det kan godt være, transportminister Benny Engelbrecht siger, at løsningen (på chaufførmangel, red.) ikke skal komme gennem politiske tiltag, men det er præcis, hvad den skal, lyder det fra Steen Tofteng.
- Der er tusinde regler, der skal overholdes af en branche, hvor folkene er gået ud af 6 .klasse. Ikke engang vores nyuddannede lærlinge kender reglerne. I morgen kan vi høre om rastepladser, hvor man kan vælge mellem en parkeringsbøde, eller overtrædelse af køretiden, fordi der ikke er plads, i overmorgen om dyretransporterne osv. osv., lyder det fra Steen Tofteng.
Bøder, bøder, bøder
Steen Tofteng fortæller, at hans chauffører ikke sover ude, men kun kører i dagtimerne. I hans firma er der ifølge vognmanden plads til at køre mange timer, og der er plads til ikke at køre så mange timer.
- Vi, der kører til og fra arbejdet, har ingen problemer med fx fotovogne, men når man kører 9 timer i København og skal holde øje med cyklister og andre trafikanter, så priser jeg mig lykkelig over, at chaufførerne ser ud af ruderne hele tiden og ikke på speedometret.
- Jeg får et hav af bøder ind ad døren på biler, der har kørt 57 km/t, hvor de må køre 50, bøder for ikke at låse dørene, mens chaufførerne tømmer en mincontainer (terrorsikring), og parkeringsbøder, når de tømmer minicontainere.
Steen Tofteng tilføjer, at dertil kommer ”truslen” om de sikkerhedskritiske fejl og deraf følgende sanktioner, der hænger over hovedet på lastbilchaufførerne i dag.
- Forleden bakker en af gutterne et hængertræk dygtigt ind ad en lille låge, selvom der holder en bejtent på en politimotorcykel og ser på. Da han har parkeret på pladsen, kommer betjenten råbende hen til ham: ”Jeg tager dit kørekort! Du kører helt uansvarligt, du har overhovedet ikke lys på din anhænger!” Chaufføren græder næsten. Det er hans levebrød og gode job, der ryger.
- Chaufføren vidste dog, at han havde kontrolleret lys og det hele, før han kørte, så han var uforstående. Men den var god nok. I ærgrelse sparkede chaufføren til ledningen, der forbandt forvogn og hænger, og vupti, så tændte lyset på hængeren. Betjenten sagde så dybt skuffet: ”Den går bare ikke den dér, så i dag får du en advarsel, siger Steen Tofteng.