Iværksætter: En ren kabine øger køreglæden
Jesper Rude har i de seneste 10 år brugt mange timer på de danske landeveje, bl.a. som varebilchauffør og chauffør for en lægemiddelvirksomhed.
En dag, hvor han kørte i sin varevogn, gik det op for ham , at rodet og snavset i kabinen stressede ham.
- Det gik op for mig, at hver gang jeg satte mig ind i førerhuset og der var skrald og støv på dashboardet og i resten af kabinen stressede det mig ubevidst og jeg tror, at det også stresser ens kørsel; Dit udsyn er rodet og ustruktureret, du kan ikke vende hovedet væk fra det, for du sidder jo og kører. Og så tænkte jeg, at nu måtte jeg gøre noget ved det, for det giver køreglæde at have en rengjort bil og at sidde i en ren kabine, og sådan begyndte min forretningside, fortæller Jesper Rude.
I dag driver han virksomheden Klarbil.dk med rengøring af personbiler, varevogne og lastbiler.
- Jeg kunne ikke finde en god rengøringsservice, der levede op til mine krav - og som var fleksible, ikke mindst. Jeg kørte meget som varevognschauffør men lastbilchauffører kører endnu mere, de kan hurtigt være på landevejen 12 timer om dagen og så passer det altså ikke altid ind i skemaet med rengøring i tidsrummet 08-16. Derfor er fleksibilitet sammen med kvalitet og god kundeservice det, jeg vægter højest i min virksomhed, siger Jesper Rude.
Velduftende kontor
På almindelige arbejdsdage bruger mange lastbilchauffører flere vågne timer inden i deres kabine, end de gør uden for den.
- Ens førerhus er jo ens kontor. Det er der, man bruger hele sin arbejdsdag og derfor er det vigtigt, at ’kontoret’ er rengjort, pænt og dufter godt, så det er rart at opholde sig i.
Førerhuse rengøres med dampvask, der er godt for miljøet samtidig med, at det dræber bakterier og vira og gør det muligt at rense og rengøre trænge steder i kabinen, hvor det normalt er umuligt at komme til. Desuden er støvsugning og rudepudsning og forskellige tillægsydelser blandt mulighederne.
- Jeg ved godt, at man som lastbilchauffør ikke tænker meget over at få rengjort sin kabine. Men det vil jeg have dem til, så de også kan opleve køreglæde fra det øjeblik, de sætter sig ind i førerhuset og arbejdsdagen begynder. Så er man kommet godt fra start den dag, siger Jesper Rude, der primært kører ud på det meste af Sjælland og indimellem på Bornholm.