Lastbilerne redder broernes regnskaber
Personbiltrafikken over både Storebæltsbroen og Øresundsbron har været hårdt ramt af covid-19 pandemien i 2020. Det påvirkede indtægterne på begge broer, men et uændret niveau for lastbiltrafikken og reduktion af omkostninger var medvirkende til et tilfredsstillende resultat for året.
På Storebæltsbroen faldt trafikken med 15,5 pct. sammenlignet med 2019. Samlet passerede 11,2 mio. køretøjer forbindelsen, svarende til en døgntrafik på 30.718 køretøjer. Dermed lå trafikken lavere end de seks foregående år.
I marts faldt personbiltrafikken på få dage med 60 pct. og kom kun gradvist tilbage i løbet af foråret i takt med genåbningen. Der blev sat månedsrekord i juli med 1.293.597 køretøjer over Storebælt, hvor mange holdt sommerferie i Danmark, men nye restriktioner i september betød endnu et fald, og trafikken lå i ugen op til jul godt 30 pct. under 2019. For året som helhed faldt personbiltrafikken 17,4 pct.
Lastbiltrafikken afspejlede den brede indsats for at holde erhvervslivet i gang og sikre forsyningerne. I foråret faldt den kun med op til ca. 5 pct., mens den siden september har ligget over niveauet for 2019. Samlet set steg lastbiltrafikken med 0,2 pct. i 2020 sammenlignet med 2019.
På Øresundsbron faldt den samlede trafik med 39,4 pct. i forhold til 2019, og i alt passerede 4,6 mio. køretøjer forbindelsen. Personbiltrafikken faldt med 41,7 pct., mens lastbiltrafikken faldt marginalt med 0,6 pct.