3-akslet Hangler med udtræk til Kalundborg
En fabriksny Hangler 3-akslet udtræksanhænger er netop leveret til Obel Transport A/S fra Kalundborg.
Læs også: 4-akslet walking floor til Anette Kjær & Sønner
Anhængeren er tilpasset firmaets store kranbil og er bl.a. opbygget med 4,5 meter udtræk i midten samt 1,5 meter udtræk i bagenden. Begge steder er udtrækket låsbart for hver 0,5 meter.
Derudover er anhængeren opbygget med 3 stk. SAF-aksler med tromlebremser, hvoraf aksel 2+3 er hydraulisk styrbare via et Tridec-styresystem, som også indeholder en trådløs fjernbetjening, hvorfra akslerne kan manøvreres manuelt.
I ladbunden er der monteret containerlåse passende til 1 x 20” container, samt 1 x 40” container når anhængeren er trukket ud i det midterste udtræk.
I kantskinnerne er der monteret kæpstokkehuller, ligesom der også er monteret kæpstokkehuller på tværs fortil.
Via en kontakt på siden af anhængeren, kan der skiftes imellem 2 forskellige kørehøjder. Ligeledes er anhængeren også udstyret med Wabco SmartBoard med digitalt display, hvorpå der bl.a. kan aflæses lastindikation for hver aksel samt kilometertal/triptæller.
På siden af chassiset er der på den ene side monteret 2 stk. rustfrie værktøjskasser, og på den anden side 1 stk. strøkasse med presenningsafdækning.
Der er monteret 4 stk. LED arbejdslamper – 2 stk. på siden og 2 stk. bagtil, ligesom der også er monteret 4 stk. bredlast skilte med hvert 1 stk. LED blitzblink på. Bagerst på kofangeren er der også monteret 2 stk. LED blitzblink.
Med en egenvægt på 7.960kg, kan anhængeren laste 16.040kg ved kørsel som hurtigløber 80 km/t, og 22.040kg ved kørsel som blokvogn 60 km/t.
Poulsen Trailers har stået for leveringen.