23948sdkhjf

Færdselsstyrelsen trækker i land: Inkasso var aldrig meningen

Da Færdselsstyrelsen tilbage i juli 2020 meldte ud, at der nu skulle rettes op på, at tusindvis af p-afgifter udstedt til udenlandske lastbiler ikke blev betalt, og udbudsrunden derfor gik i gang, stod det sort på hvidt, at der skulle findes en international inkassovirksomhed til opgaven.

Det britiske firma EPC blev hyret af Færdselsstyrelsen til opgaven. Men nu trækker Færdselsstyrelsen i land. Det har åbenbart aldrig været meningen, at firmaet skulle foretage inkasso.

- EPC’s opgave er at fremfinde oplysninger om udenlandske køretøjer, som har modtaget en parkeringsafgift og efterfølgende opkræve afgiften. EPC skal således ikke foretage inddrivelse. En ubetalt p-afgift overgår først til inddrivelse, hvis afgiften ikke er betalt efter Færdselsstyrelsen eller EPC har sendt både opkrævning og betalingspåmindelse. I det tilfælde vil sagen blive oversendt til Gældsstyrelsen, som har hjemmel til at foretage inddrivelse, skriver Nicoline Zederkof Jensen, kontorchef for parkeringskorpset i Færdselsstyrelsen, i en mail.

International inkassovirksomhed skal inddrive gælden

Men i en pressemeddelelse 14. juli 2020 skriver Færdselsstyrelsen blandt andet, at ”kun 17 procent af parkeringsafgifter udstedt til udenlandske køretøjer det seneste halvandet år er betalt, og det skal der nu rettes op på gennem international inkasso.”

I pressemeddelelsen står desuden direkte, at inkasso-opgaven sendes i udbud, da der skal findes en international inkassovirksomhed til at inddrive gælden.

Nu står spørgsmålet og blafrer i vinden – hvordan hænger det sammen med, at nu skal EPC ikke inddrive penge via inkasso, men blot sende en opkrævning og en betalingspåmindelse.

Det har Lastbil Magasinet bedt om svar på fra Færdselsstyrelsen.  

- EPC er en international inkassovirksomhed. Men opgaven som EPC har vundet udbuddet omkring er ikke at inddrive gæld (altså inkasso). Opgaven er at finde oplysninger på køretøjer med ubetalte p-afgifter og efterfølgende opkræve betaling, oplyser Færdselsstyrelsens pressechef Ditte Lilholm i et mailsvar.

EPC skal ikke have penge, medmindre de har held med at få betalingen kradset ind, men får de ikke betaling, ryger p-afgiften altså tilbage til, hvor den kom fra, og så kan Gældsstyrelsen påbegynde det, der i første omgang var meldt ud fra både Færdselsstyrelsen og Transportministeriet, var strengt nødvendigt – inkassovirksomhed for at inddrive gælden.

"Inkassofirmaet kan gå i gang efter årsskiftet"

I december 2020 oplyste Færdselsstyrelsen desuden, at det hele gik efter planen, og de var i gang med at udfærdige aftalen med det inkassofirma, der havde vundet udbuddet.

- Det går planmæssigt frem, og vi forventer, at inkassofirmaet vil kunne gå i gang med opgaven efter årsskiftet.

Lastbil Magasinet har spurgt Færdselsstyrelsen, om EPC i første omgang blev hyret til at foretage inkasso, som så efterfølgende viste sig ikke at være muligt, og hvornår det er gået fra, at Færdselsstyrelsen havde hyret et inkassofirma til at inddrive gæld til, at det pågældende firma pludselig ikke skulle foretage inkasso. Til det spørgsmål henviser Færdselsstyrelsen til det, de en gang har svaret:

- EPC er en international inkassovirksomhed. Men opgaven som EPC har vundet udbuddet omkring er ikke at inddrive gæld (altså inkasso). Opgaven er at finde oplysninger på køretøjer med ubetalte p-afgifter og efterfølgende opkræve betaling.

- Vi forholder os til det tilbud, EPC har givet

I en artikel som DTL-Magasinet bragte 1. marts er det kommet frem, at EPC selv har oplyst, at firmaet ikke kan hjælpe med opkrævning af ubetalte p-afgifter til køretøjer fra blandt andet Bulgarien, Rumænien, Kroatien, Letland og Slovenien. I Polen har EPC kun begrænsede muligheder for at udsende opkrævninger. Da en stor del af de udenlandske lastbiler, der kører i Danmark, kommer fra netop disse lande, er det nærliggende at spørge, om EPC er det rette firma til opgaven med at få penge ind for de mange tusinde ubetalte p-afgifter givet til chauffører fra østeuropæiske lande.  

- Færdselsstyrelsen forholder sig til det tilbud EPC har givet på opgaven om at fremfinde oplysninger og opkræve ubetalte afgifter i forbindelse udbudsrunden om opgaven, og her fremgår ikke oplysninger om, at der skulle være lande, hvor EPC ikke kan opkræve afgifter.

Minister: Uacceptabelt

12. juli 2020 sendte transportministeriet en pressemeddelelse ud, hvor transportminister Benny Engelbrecht udtalte, at det er uacceptabelt, at kun 17 procent af p-afgifter givet til udenlandske lastbiler, bliver betalt. Direkte står der skrevet i pressemeddelelsen at, ”Fremover skal et privat inkassofirma varetage opgaven og dermed sikre en højere betalingsandel”.

Transportministeren er blevet stillet en række spørgsmål om EPC og den opgave, de har fået. Ministeren har i første omgang henvist til Færdselsstyrelsen.

Fakta:

77 procent af parkeringsafgifter til danske køretøjer udskrevet mellem den 1. januar 2019 og 30. juni 2020 er betalt. Fra den 1. januar 2019 og frem til den 30. november 2020 har Færdselsstyrelsen udskrevet cirka 9.300 parkeringsafgifter, hvoraf godt 8.000 er udskrevet til udenlandsk registrerede køretøjer – svarende til 85 procent af alle parkeringsafgifter. De ubetalte parkeringsafgifter vil nu overgå til EPC, hvilket er 6.600 sager, som svarer til et beløb på cirka 11 millioner kroner. (Kilde: Transportministeriet)

Kommenter artiklen (1)
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063