Nikola klar med tidsplan for brint-lastbiler
Nikola Corporation har offentliggjort en ny tidsplan for markedsintroduktion af de planlagte brintdrevne lastbiler med brændselsceller på det nordamerikanske og europæiske marked.
Den amerikanske Nikola-koncern har udvidet det kommende program med en amerikansk udgave af Nikola Tre – den frembyggede (med flad, europæisk snude) model, som oprindeligt var tiltænkt Europa.
Nikola Tre med brinttanke og brændselscelleanlæg vil dække markedet for transporter med en rækkevidde mellem optankning på 500 miles (800 km). Nikola Tre skal bygges i Arizona, USA, til det nordamerikanske marked, samt i Ulm, Tyskland, til det europæiske marked, hvor Nikola har indgået samarbejde med Iveco om produktion, salg og service til kunder i Europa.
De første prototyper af Nikola Tre forventes at blive bygget i andet kvartal af 2021 – med efterfølgende testfase i 2022, samt planlagt opstart af serieproduktion i anden halvdel af 2023.
De nordamerikanske vognmænd kan også få gavn af Nikola Two – en langsnudet udgave af brint-lastbilen med mulighed for en rækkevidde på op til 900 miles (1.450 km). Den forventes at blive lanceret i Nordamerika i 2024.
Nikola og Iveco arbejder også på en batteridrevet udgave af Nikola Tre-modellen med en rækkevidde på op til 300 miles (480 km). Nikola Tre med batterier forventes at gå i produktion senest i 2022.