Girteka køber 2.000 Volvo-lastbiler
Girteka Logistics er en af Europas største logistikvirksomheder. De har netop investeret i ikke mindre end 2.000 styk af den nyeste generation af Volvo FH-lastbiler. Med den store flådefornyelse forventer de blandt andet at opnå øget chaufførkomfort, forbedret sikkerhed og reduceret brændstofforbrug.
Det skriver Volvo Trucks Danmark i en pressemeddelelse.
Girteka Logistics har base i Litauen. Deres flåde på 15.000 lastbilchauffører og 8.000 lastbiler samarbejder i et stort netværk i både Europa og Rusland.
- Den nye Volvo FH optimerer driftstid og brændstofeffektivitet, og giver samtidig chaufføren et godt arbejdsmiljø. Med denne investering vil vi bidrage til øget sikkerhed på vejene samt reducere emissionerne på grund af den enestående brændstofeffektivitet. Vi er meget tilfredse med samarbejdet med Volvo Trucks i vores rejse mod reduceret miljøpåvirkning og nul ulykker, ”udtaler Edvardas Liachovičius, administrerende direktør for Girteka Logistics.
Volvo Trucks lancerede sidste år en helt ny række af tunge lastbiler, herunder flagskibet til fjerntransport - Volvo FH. Blandt opdateringerne er en ny digital brugergrænseflade, valgfri adaptive fjernlysforlygter for en øget sikkerhed og forbedret brændstofeffektivitet.
Derudover har kombinationen af den ekstra brændstofeffektive motor og de avancerede brændstofbesparende funktioner, gjort det muligt at reducere brændstofomkostningerne med op til 10 procent. Af de 2.000 nye lastbiler til Girteka, vil en stor del af dem være FH med I-Save.
Historisk set har Girteka Logistics finansieret de fleste af deres Volvo-lastbiler ved hjælp af Volvo Financial Services, og størstedelen af de 2.000 lastbiler, der er inkluderet i den nye aftale, vil følge den samme struktur.
Produktionsstart af Volvo Trucks nye tunge modelserie er sat til marts 2021, og de nye lastbiler vil blive leveret til Girteka Logistics i løbet af året.