23948sdkhjf

Ny tysk udfordrer på det danske trailermarked

Det er ikke hver dag, der kommer et nyt trailermærke til Danmark, men forleden leverede Schwarte Jansky sit første kundeeksemplar af en ny type gylletrailere, som den tyske fabrik har udviklet – baseret på opkøb af gennemprøvet dansk teknologi.

Schwarte Group har i årtier leveret tanktrailere til bl.a. gyllekørsel, og efter at have overtaget dele af aktiviteterne i det danske selskab FP Production i Grindsted i 2019 er den tyske producent nu også rustet til at levere opbygninger, der kan håndtere kravene længere nordpå.

Foreløbig er de første 10 trailere øremærket det danske marked sat i produktion, og heraf blev den første forleden leveret til vognmandsfirmaets Brdr. Frandsen i Padborg.

- De første to trailere står klar, og den ene er solgt. Vi har oplevet stor interesse, og nu er vi gang, siger Flemming Rosenberg Brandt, der er Schwarte Groups mand i Danmark.

Schwarte skal fremover levere gylletrailere til danske kunder – produceret i Rossleben i det østlige Tyskland, hvor Schwartes fabrik har integreret dansk teknologi købt hos FP Production.

FP-konceptet inkluderer kranarm, pumper og hydraulik til danske standarder.

- I Danmark har vi så også fordelen af den ekstra aksel, så man har 10 ton ekstra at lege med. Sådan en kran og to ekstra pumper vejer ca. 2 ton, så på en tysk trailer vil det tage forholdsmæssigt meget af volumen, konstaterer Flemming Rosenberg Brandt.

Schwarte har indgået samarbejdet med KLC i Kolding til at varetage service, reparationer og klargøring af Schwarte-trailere i Danmark. Trailerne skal som udgangspunkt leveres færdigopbyggede fra fabrik.

- Gylle er punkt et. Men Schwarte kan bygge alt, og vi kan se, at man godt kan levere noget til mælk, der kan være interessant i Danmark. Så der er tanker i gang, men i første omgang fokuserer vi på at få vores gylletrailere ud og rulle, siger Flemming Rosenberg Brandt.

Læs meget mere om de nye gylletrailere og ambitionerne for det danske marked i reportagen af den kommende udgave af Lastbil Magasinet.

Artiklen er en del af temaet Trailere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14