Alsidig Scania R 540 til alsidig vognmand
Kombinationen af positive erfaringer, god brændstoføkonomi og chaufførens ønske har resulteret i endnu en ny Scania i flåden hos vognmandsforretningen Olaf Jensen A/S i Sandby ca. 10 km vest for Holbæk. Nyeste medlem i flåden på pt. 47 trækkende enheder er en Scania R 540 A6x2, som snart får følgeskab af nr. 48.
Som det fremgår af typebetegnelsen på den nye Scania R 540 er der tale om en bogie-trækker, der primært får følgeskab af en gardintrailer til kørsel med bl.a. frø på paller til Jylland samt diverse stykgods med retur. For fleksibilitetens skyld er bilen dog også udrustet med hydraulikanlæg, så den kan køre med tip-, walking floor og andre specialtrailere.
- Vi kører med alt mellem himmel og jord. Det gælder alle typer entreprenør- og asfaltkørsel, stykgods, containere - både åbne affaldscontainere og skibscontainere - landbrugsprodukter og meget mere, fortæller vognmand Frank Lange, der er 3. generation og ejer af virksomheden.
- Med knap 50 biler i flåden har vi et løbende udskiftningsbehov, og når vi skal vælge lastbilmærke, spiller chaufførens ønsker en stor rolle. Det gælder også for den nye R 540, hvor vores dygtige chauffør Jesper Grønbeck Andersen fik sit ønske om en ny Scania opfyldt, siger Frank Lange.
Drivlinen består af Scanias DC13, 13-liters 6-cyl. dieselmotor på maks. 540 hk/2.700 Nm. 14-trins GRSO905R-gearkasse med to krybegear, overgear, integreret retarder og fuldaut. Opticruise gearskiftesystem, enkelt-reduceret R885-bagtøj med differentialespærre, udv. 3,07:1.
- Hovedparten af vores lastbiler har svensk oprindelse, men der er også nogle hollandske og et par tyskere i flåden. Når man har gode folk, skal de behandles godt, så chaufførerne får som regel deres ønsker opfyldt - inden for rimelighedens grænser, siger Frank Lange.
Opbygningen er med luftforskydelig skammel, 2-strengs hydraulikanlæg, heldækkende eloxeret alu-dørk foran og bag skammel, trekanter med opbevaringsskuffer mellem bagakslerne, hanebro under førerhuset, integrerede arbejdslygter, LED-lysskilt, blitzbro mm.
Den nye Scania er leveret af salgskonsulent Ernst B. Larsen fra Scania i Holbæk, og den er opbygget hos Scania i Vojens, der er Scania Danmarks største opbygger-afdeling. Den er i øvrigt malet af Sydfyns Lak i Stenstrup.
Olaf Jensen A/S går tilbage til 1934, hvor virksomheden blev grundlagt af Frank Langes bedstefar, Olaf Jensen. Han drev virksomheden i mere end 40 år, indtil 2. generation i form af sønnerne Kai og Johnny Jensen tog over i 1976. De kørte virksomheden videre, indtil Kai Jensens søn Frank Lange, der er shipping- og speditionsuddannet, tog over i 2002.
I dag omfatter aktiviteterne bl.a. entreprenør- og asfaltkørsel, kran-/grabkørsel, transport og udlejning af containere og køreplader, salg og levering af grusgravsprodukter, skærver, jord mm., transport af halm, roer, kartofler, brænde samt studenterkørsel.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.