Optur hos DAF: Næstbedste resultat nogensinde
DAF Trucks’ markedsandel i det europæiske segment for tunge lastbiler (16+ ton) voksede til 16,3% i 2020, hvor DAF registrerede DAF 37.580 tunge lastbiler i Europa. Markedsandelen på 16,3% (2019: 16,2%) er den næstbedste præstation i virksomhedens historie.
Det europæiske marked for mellemtunge lastbiler (6 til 16 ton) udgjorde 41.400 køretøjer, og DAFs markedsandel var 9,5% (2019:9,7%).
Markedsførende i 6 europæiske lande
DAF fortsatte med at være markedsførende i segmentet for tunge lastbiler i Holland (31,8%), Storbritannien (31,6%), Polen (23,7%), Ungarn (27,9%) og Bulgarien (25,4%). Derudover opnåede den hollandske lastbilproducent også at blive markedsførende i Portugal i 2020 (21,8%).
DAF er Europas førende producent af trækkere og det største importmærke på de to største lastbilmarkeder i Europa: Tyskland og Frankrig. Markedsandelen i segmentet for tunge forvogne steg til 11,5%.
Salg uden for Europa
Sidste år solgte DAF 5.880 lastbiler uden for EU og introducerede sin nyeste generation af køretøjer i Taiwan (Euro 6), i Brasilien (Euro 5) samt i Mellemøsten og Afrika (Euro 3 og 5).
Eksemplar nr. 10.000 af den lokalt samlede lastbil blev leveret i Taiwan, hvor DAF er den førende europæiske producent af tunge lastbiler. DAF er også førende på markedet i Israel og Hviderusland.
I 2020 solgte DAF desuden mere end 2.000 Paccar-motorer til producenter af busser og specialkøretøjer i hele verden.
DAF annoncerede i 2020 produktionen af den nye CF Electric-lastbil, som byder på en udvidet elektrisk rækkevidde på 200 kilometer, og for nylig præsenterede virksomheden LF Electric nulemissionslastbilen med en rækkevidde på 280 kilometer.
Klar til at vokse yderligere
I 2020 byggede DAF mere end 37.600 CF- og XF-lastbiler og næsten 9.000 LF-lastbiler.
- Efterspørgslen efter europæiske lastbiler steg i andet halvår, i takt med at de europæiske økonomier fik det bedre. Det anslås, at det europæiske lastbilmarked i 2021 vil fortsætte med at komme sig, og at der vil blive solgt mellem 250.000 og 280.000 lastbiler. Vi er klar til yderligere vækst, udtaler Harry Wolters, DAF Trucks’ President.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.