Krone vil erobre stor andel af reservedelsmarkedet
Nu vil en af Europas største trailerproducenter, Krone, ind i markedet for uoriginale reservedele og introducerer reservedele, som er produceret i Tyskland, godkendt og testet af Krone Det sker under navnet Krone Trusted. Reservedelene, der er op til 50 procent billigere end originale reservedele, er omfattet af Krones normale 12 måneders garanti.
Ved introduktionen omfatter sortimentet 60 reservedelsnumre og vil kontinuerligt blive udvidet. Sortimentet spænder fra ABS-sensorer til bremsetromler, bremseskiver, luftaffjedring til bremsebakker og inkluderer akseltyper til BPW, Jost (MB), SAF og Rotos.
-Vi har en forventning om at fastholde vores salg af originale reservedele, men samtidig få en større andel af det øvrige reservedelsmarked, da de produkter, der er Krone Trusted, er produceret i Tyskland og lever op til vores kvalitetskrav, siger administrerende direktør Jan Knudsen. Han står i spidsen for Krone ScanBalt Group, der med hovedkontor i Padborg har ansvaret for Krones aktiviteter i Danmark, Sverige og Baltikum.
-Vores fornemste opgave er at sikre, at både speditører, distributører og vognmænd har den bedst mulige driftsøkonomi, og det kan de få ved at benytte kvalitetstestede reservedele, siger Jan Knudsen. Han forudser, at Krones initiativ vil betyde, at koncernen vinder markedsandele på det europæiske reservedelsmarked.
Artiklen er en del af temaet Trailere.