23948sdkhjf

Kold januar sendte saltbilerne på vejene

Set fra vejtrafikkens perspektiv er vinteren herhjemme indtil videre faldet i to tempi: En historisk mild start på årstiden efterfulgt af en januar, der var hårdere end normalt.

Det viser Vejdirektoratets midtvejsstatus over vintervejrets påvirkning af det overordnede vejnet.

Helt konkret viser tallene, at 2020 blev den varmeste vinter i de tyve år, Vejdirektoratet har målt på de forhold. Vejret i januar 2021 ændrede den tendens. Saltbilerne har siden nytår kørt på vejene tyve procent oftere end normalt for en januar måned.

- Vi har i de første tre uger af januar haft lige så meget vinter på de danske veje, som vi havde i hele sidste år, siger Freddy Knudsen, der er chefkonsulent i Vejdirektoratets vintertjeneste.

- Det viser, hvor uforudsigelig, den danske vinter kan være. Lange perioder med mildt vejr kan pludselig slå over i frost og sne.

Helt overordnet hører vinteren 20/21 dog stadig hjemme i den milde ende. Således ligger Vejdirektoratets saltforbrug pt. 40 procent under det normale. Og der er kun udført gennemsnitligt 13 timers snerydning pr. 100 km kørespor, hvilket kun er 15 procent af normalen.

De tal får dog ikke Vejdirektoratet til at drosle ned på overvågningen, der styres fra Vejdirektoratets Vintervagtcentral i Aalborg.

- Vi ved af erfaring, at vejret pludselig kan slå om. For eksempel havde vi en særdeles mild vinter tilbage i 2006-07 – lige frem til februar, hvor sneen pludselig kom væltende ned i metervis. Så vi holder os i beredskab helt frem til 1. maj, siger Freddy Knudsen.

Regionalt set har der været meget lille forskel på vintervejret hidtil. Målt på antal af udkald af saltbiler ligger Sjælland lavest med 31, mens Nordjylland topper med 36.

Snefaldet har været mere skævt fordelt. Her har Sjælland og Nordjylland fået mest med op til 24 timer snerydning pr. 100 km kørespor.

Vejdirektoratets Vintertjeneste

Selve indsatsen med saltbiler og sneplove styres af Vejdirektoratets Vintertjeneste, der har sæde i Vejdirektoratets Vintervagtcentral i Aalborg.

Centralen er bemandet med uddannede vintervagter, som hele vinteren overvåger vej- og vejrsituationen og bekæmper glatføre på statsvejene fra Gedser til Skagen.

Hvis vintervagten vurderer, at glatføre er opstået – eller vil opstå – sørger vintervagten for, at der bliver saltet og ryddet sne.

Vinterens vejrlig fordrer dog også øget agtpågivenhed fra trafikanterne, ikke mindst hvis man skal ud at køre i de tidlige morgentimer.

De kan følge Vejdirektoratets saltning af veje og se, hvor saltspredere og sneplove er i gang – og hvor de har været – på www.Vintertrafik.dk.

Du kan også se de lokale og generelle vintermeldinger her, blandt andet vej- og lufttemperaturer, ligesom siden giver adgang til cirka 400 kameraer.

Vinterfakta

Sæsonen 2020-21

  • Der har været 34 landsdækkende udkald til saltning hvilket er 35 procent under normalen
  • Saltforbruget er på 16.700 tons hvilket er 40 procent lavere end normalt
  • Der er udført 13 timers snerydning pr. 100 kørespor, hvilket kun er 15 procent af normalt

Januar 2021 opgjort pr. 22. januar

  • Der har været 26 landsdækkende udkald til saltning hvilket er 20 procent mere end normalt
  • Saltforbruget er på 12.800 tons hvilket er 10 procent højere end normalt
  • Der er udført 12 timers snerydning pr. 100 kørespor, hvilket kun er 1/3 af normalt
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081