3F: Det er ikke fair
- Jeg synes ikke, det er fair, at de skal stå ude og vente i den tid.
Sådan siger Harald Fabricius, næstformand i 3F Københavns Chauffører, om forholdene for de container-chauffører, der må vente udenfor i længere tid og vente på behandling af toldpapirer i Nordhavnen i København. Han var selv for nylig på stedet, hvor chauffører står udenfor i køer, der ofte kan være ganske lange.
- Det er ikke fair, men jeg kan ikke lige pege på en løsning. De bliver fanget i et limbo mellem, hvem der sætter restriktionerne op, som er toldvæsenet, der skal beskytte deres egne medarbejdere, men det er ikke dem, der ejer bygningerne. Det er CMP, der har området og ville skulle gøre det, og samtidig er alle chaufførerne ansat et helt tredje sted. Ingen af de chauffører, der står i kø, er jo ansat ved CMP, siger Harald Fabricius.
Ansvaret for arbejdsmiljøproblemer ligger nemlig hos arbejdsgiveren – og ikke hos CMP, der er havneoperatøren på Nordhavnen. De fleste chauffører, der besøger Toldekspeditionen på Containervej 6 i frihavnen i København, er ansat hos undervognmænd, der kører for nogle af de store transportører på havnen.
- Det er svært at sætte en finger ned på, hvad man kan gøre ved det. Det nemmeste ville jo være, at de satte en pavillon op eller tog en 20 eller 40 fods container, der er lukket op i begge ender. Så kunne de stå i læ derinde, og det ville ikke koste ret mange basører, siger Harald Fabricius.
Efterfølgende oplyser Harald Fabricius, at han har været i kontakt med flere af transportørerne på havnen og fået positive tilbagemeldinger. Foreløbig har CMP sat en enkelt pavillon op til den udendørs kø, og det er også blevet muligt at sluse to chauffører ind i en mellemgang, mens de står i kø.