23948sdkhjf

- P-forslag rammer uden for skiven

Lovforslaget fra regeringen om en rabat på op til 50 procent af p-afgiften på 2.040 kroner til de hurtige betalere møder ikke umiddelbart begejstring hos landets største oppositionsparti, Venstre.

- Jeg er skeptisk over for, om det vil virke i praksis. Jeg ser på forslaget med en god portion skepsis. Men jeg vil gerne lige høre folk i branchen, hvordan de ser på det, siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

Og hvordan branchens organisationer så har reageret på forslaget, ja, det kan ordføreren og andre for eksempel læse her og her.

Bliver lovforslaget vedtaget i sin nuværende form, indføres en rabat på henholdsvis 50 procent for betaling inden for 5 dage fra P-afgiftens udstedelse samt en rabat på 25 procent, hvis afgiften betales mellem 6 og 24 dage fra afgiftens udstedelse. Differentieringen vil gælde for både danske og udenlandske køretøjer.

Målet med forslaget er at styrke incitamentet til at få ikke-betalerne til at betale. Og dem er der, som de fleste nok ved, rigtig mange af blandt udenlandske chauffører og vognmænd. Mindre end 20 procent af udlændingene betaler nemlig deres p-afgift, og staten mangler at få inddrevet flere millioner kroner i ubetalte afgifter.

- Jeg tror ikke, det forslag løser noget. Jeg synes ikke, det rammer inden for skiven. I stedet skal vi fokusere på at få skabt mere rastepladskapacitet, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Det siger han med henvisning til, at en stor del af p-afgifterne i dag bliver udskrevet til chauffører, der parkerer uden for den afmærkede bås på en overfyldt p-plads, når det daglige hvil skal holdes.

- Vi skal koncentrere os om at få udvidet kapaciteten hurtigst muligt. Hos Venstre vil vi om nødvendigt bruge 50 millioner kroner på at udvide kapaciteten næste år. Det vil løse en del problemer, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062