23948sdkhjf

Nye generationer fra Krone

Krone har udrullet en ny generation af trailere og tilbehør, som skal ruste fabrikken til at styre sikkert gennem corona-krisen – og udfordre positionen som markedsleder i Europa

IAA-messen i Hannover er traditionelt stedet, hvor branchens ledende aktører viser sine nyeste produkter og innovationer frem for et bredere publikum – men 2020 blev som bekendt en undtagelse pga. corona-pandemien, der stak en kæp i hjulet på de fleste større udstillinger og arrangementer.

Den tyske trailerproducent Krone havde dog ikke i sinde at vente til 2021 på den næste store mulighed for at præsentere sin nye generation af trailer-løsninger, og derfor var Trailer Magasinet i stedet inviteret til Krones hovedsæde i Werlte, hvor en lang række nyheder blev foldet ud og diskuteret – inden for både hardware og digitale produkter.

Lanceringen kommer i kølvandet på et år, der har taget hårdt på trailerbranchen generelt, og også ramt Krone Trailers. Først var der en vis afmatning i markedet i 2019 – og så kom corona buldrende i starten af 2020.

»Krone har været i stand til at håndtere krisen relativt godt. Vi har ikke sendt nogen af vores faste folk hjem, men har fundet andre opgaver til dem. Men vi kan ikke tåle en lockdown som i marts og april igen. Det har vi ikke råd til,« konstaterer Frank Albers, salgsdirektør hos Krone.

Efter en drastisk nedgang i første og andet kvartal af 2020 har der foreløbig været bedring i markedet i andet halvår. Krone forventer, at den tabte efterspørgsel vil komme stille og roligt tilbage, men langt fra i samme tempo, som den forsvandt.

Henter markedsandele

Krone-koncernen som helhed kunne i finansåret 2019/20 notere sig for en samlet omsætning på 1,88 mia. euro, og det er en tilbagegang på 16%. Værst ser det ud på området for lastbil-trailere, hvor som udgør knap to tredjedele af Krones aktiviteter. Her forsvandt 25% af omsætningen, mens Krone faktisk opnåede en fremgang på 4% inden for landbrugskøretøjer.

Tidligst i 2021/22 forventer trailerfabrikken, at markedet vil være tilbage på ”før-corona-niveau”.

»Men overordnet ser det positivt ud, og vi har klaret det udmærket. Samtidig kan vi konstatere, at Krone generelt vokser hurtigere end markedet,« siger Frank Albers.

Dermed henviser han til, at Krone trods tilbagegang målt på antal enheder alligevel har været i stand til at erobre en større markedsandel. I 2019 lykkedes Krone fx med at blive markedsleder ”hjemme” i Tyskland, og indtil videre i 2020 er Krones samlede europæiske markedsandel også vokset. Ambitionen er åbenlyst at kravle en plads op ad stigen og blive markedsleder for hele Europa. Det kræver, at Krone overhaler en anden tysk trailerfabrik, og med den strategiske overtagelse af hollandske Knapen har Krone lukket et hul inden for walking floor-segmentet. Spørgsmålet er, om tiptrailer-segmentet bliver det næste, som Krone vil begive sig ind på.

4-akslede fra fabrik

På det danske trailermarked sidder Krone allerede på toppen, og Danmark er faktisk det syvendestørste marked for Krone Trailers – og endda større end markeder som Tyrkiet, Italien, Storbritannien og Sverige.

En af de største nyheder fra Krone i de seneste par år er – set med danske briller – at man for nylig begyndte at kunne levere 4-akslede trailere. De første eksemplarer blev hen over sommeren leveret til danske kunder, som har efterspurgt en 4-akslet variant, siden vægtgrænserne herhjemme for standard-vogntog i 2011 blev øget til 54 ton (og siden 56).

Udfordringer i produktionen og kingpin-trykket har dog indtil nu afholdt Krone fra at gå ind på det marked, men nu er fabrikken klar med en løsning. De første 4-akslede Krone-trailere fik påsat den fjerde aksel i Padborg, men der er nu fundet en rent ”tysk” løsning. Krone-fabrikken kan kun spore tre aksler, men fremover monterer Krone i Werlte den fjerde aksel, som så bliver sporet hos TÜV i Tyskland, inden trailerne kommer færdige til Danmark.

Den 4-akslede Krone-trailer bygger på den velkendte Profi Liner-serie af gardintrailere og er den version, som har været kendt som Krones ”Norges-trailer”, der har været i produktion i en længere årrække. Den har et ekstra stærkt chassis, et kongebolt-tryk på op til 18 ton, og der findes plads til den ekstra aksel ved at flytte akslerne 56 cm bagud og påsætte en fjerde løfteaksel foran. Et nyt elektronisk system kan automatisk regulere luften, så alle bærende aksler har samme tryk under transporten.

Digital landvinding

Digital overvågning kommer mere og mere i fokus, og i et dansk perspektiv er telematik-nyhederne i den nye Krone-generation også noget af det, der har størst interesse. Det fortæller Jan Knudsen, der er direktør i Krone Scanbalt, Krone-fabrikkens datterselskab i Danmark med Skandinavien og Baltikum som ansvarsområde.

»Positionering er altid interessant, både for vognmanden og transportkøberen. Og inden for køl er det interessant for en disponent at kunne sidde og følge med i temperaturen overalt,« siger Jan Knudsen.

Krone Scanbalt har allerede gjort telematik til standard på flere markeder, ofte via en løsning, hvor kunden får det med gratis i nogle måneder – og når først man har prøvet fordelene, vælger mange det til, selvom det oprindeligt var valgt fra, fortæller Jan Knudsen.

Særligt for vognmanden er der også elementer i de nye overvågningssystemer, som kan have særlig interesse. Med ny elektronik indbygget i luftpuder og aksler kan Krones trailere automatisk aflæse, hvor meget læs der er på traileren – og det kan betyde vigtige ekstra procenter på bundlinjen.

»Hvis han fx holder et sted og skal læsse 24 ton, så kan han med det samme aflæse, at han har fået læsset 27 ton – og spørge til, om han ikke skal have betaling for dét. Det er klart, at de, der får betaling pr. ton, absolut er interesserede i den slags,« forklarer Jan Knudsen.

Køling og containere

En af de produktserier, der er blevet videreudviklet i større stil, er Krones containerchassis, som nu kommer i den letteste udgave nogensinde. Det betyder i praksis en egenvægt på 4,2 ton for et chassis til 20/40 fods containere – en reduktion på næsten et ton sammenlignet med tidligere generationer. Samtidig er det med den nye serie muligt at have 4 ton ekstra på/i en 20 fods container, når den er placeret centralt på chassiset.

Krone har også arbejdet konkret med at øge bæredygtigheden i det nye program – bl.a. i samarbejde med forskellige partnere, og det er især køle-/fryse-transporter, der er genstand for intens forskning og udvikling. En del af de produkter, der blev fremvist i Werlte, er stadig på forsøgs- og test-stadiet, men inden for nogle år vil vi utvivlsomt se flere af dem – eller elementer fra dem – blive implementeret i det gængse trailerprogram.

Kølemaskiner, der erstatter diesel med enten elektricitet eller iskold, flydende CO2 som brændstof/kølemiddel, er det klareste eksempel på den igangværende omstilling. Disse nye teknologier har foreløbig også deres udfordringer, men også en enorm attraktion – både i forhold til reduceret støj, som gør det lettere at levere i ydertimerne (og gør kølechauffører lidt mere populære på rastepladserne), samt mere effektiv og sikker drift. Som eksempel kan det typisk tage 10 minutter for et almindeligt køleanlæg at nå den rigtige rumtemperatur, når døren har været åbnet under læsning. For et CO2-anlæg vil det tage få sekunder at ramme den rigtige temperatur igen, hvilket selvsagt vil have stor værdi for kølebiler med mange stop, eller fx fisketransporter, der er ekstra følsomme over for temperaturudsving.

Den nye generation af Krone-trailere og produkter er så småt allerede i gang med at blive rullet ud og vil blive fuldt implementeret i hele fabrikkens program inden for kommende måneder.

Artiklen er en del af temaet Trailere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.116