32-årig døde efter påkørsel af lastbil på Lillebæltsbroen
En 32-årig mand fra Fyn blev søndag morgen dræbt, da han blev påkørt af en lastbil på den fynske motorvej på den nye lillebæltsbro.
Manden blev dræbt på stedet ved påkørslen, oplyser Sydøstjyllands Politi, der modtog meldingen om påkørslen søndag klokken 07.46, skriver lokalavisen.dk.
Manden var fører af en varebil, som holdt i nødsporet med havariblink og afventede vejhjælp. Varebilen blev ikke ramt.
- Han blev påkørt på en af de to kørebaner - han har formentlig gået rundt og ventet på hjælp til bilen, da ulykken skete. Varebilen holdt i nødsporet og blev ikke påkørt, oplyser Sydøstjyllands Politis vagtchef Hans Hoffensetz.
Lastbilchaufføren var en 41-årig mand fra Ukraine. En bilinspektør blev tilkaldt til ulykkesstedet og skal udfærdige en rapport om de nærmere omstændigheder omkring ulykken.