23948sdkhjf

Mercedes satser stort på el og brint

Daimler Trucks har foretaget tydelige til- og fravalg i udviklingen af fremtidens drivliner, hvor tunge brint-lastbiler er endemålet

Daimler Trucks har løftet sløret for GenH2 Truck – en elektrisk lastbil drevet af brændselsceller med en rækkevidde på op til 1.000 km.

Brint-lastbilen GenH2 Truck er baseret på karakteristika fra den konventionelle Mercedes-Benz Actros med hensyn til kraft, rækkevidde og ydeevne. Fx vil den serieproducerede GenH2 Truck i første omgang have en tilladt totalvægt på 40 ton og en nyttelast på 25 ton.

To tanke med flydende brint gør sammen med et meget kraftfuldt brændselscelle-system den høje nyttelast og rækkevidde mulig og danner dermed kernen i GenH2 Truck-konceptet. Tankene i rustfrit stål har en høj kapacitet på sammenlagt 80 kg (2 x 40 kg) for at opnå den maksimale rækkevidde. En tank består af to rør, det ene inde i det andet. Rørene er forbundet og vakuum-isoleret for at sikre en minimal temperaturpåvirkning af tankens indhold. Det flydende brint skal nemlig opbevares temmelig køligt – mere præcist ved minus 253 grader.

For at opnå den krævede rækkevidde har Daimler Trucks satset på at anvende brint i flydende form, hvilket giver en højere energitæthed, således at der kan fyldes mere i tankene – ligesom man kender det fra gas, som også findes i flydende (LNG) og komprimeret (CNG) form. Daimler arbejder aktivt for at videreudvikle teknologien, så det bliver nemmere at opbevare og transportere brint i flydende form og dermed lette udbygningen af det nødvendige tank-netværk.

Pilen peger på brint

Brændselscelle-systemet leverer en effekt 2 x 150 kW, mens batteriet midlertidigt leverer 400 kW. Batteriet på 70 kWh er ikke tiltænkt til at dække energibehovet men snarere at sætte ind kortvarigt, når der er særligt brug for det – fx under acceleration eller ved kørsel op ad bakke. Omvendt sikrer det relativt lille og lette batteri en højere nyttelast. Batteriet oplades ved hjælp af den energi, der bliver skabt under opbremsning samt overskudsenergi fra brændselscellerne.

Bilens to elektriske motorer er designet til at levere 2 x 230 kW kontinuerlig kraft og 2 x 330 kW maksimal kraft. Drejningsmomentet er på hhv. 2 x 1.577 Nm og 2 x 2.071 Nm.

Lanceringen af brint-lastbilen er en tydelig markering af, at Daimler Trucks tror på brint som fremtidens brændstof, når vi snakker om fjerntransporter – altså ”long haul”-segmentet.

For at en lastbil kan leve op til kriteriet om fjerntransport, har Daimler Trucks defineret, at rækkevidden mellem hver påfyldning af brændstof være mindst 1.000 km. Det betyder, at vognmanden får mulighed for at udnytte lastbilen en hel arbejdsdag uden at tanke/lade op.

Dertil kommer, at lastbilen skal kunne fungere pålideligt uden nedbrud i drivlinen eller andre vigtige komponenter i en almindelig ”levetid” – hvilket betegnes som 10 år v/120.000 km om året, altså 1,2 mio. km.

Brint-byggeklodser

Lastbil Magasinet var til stede ved lanceringen, der for nylig fandt sted på fabrikken i Wörth, hvor Mercedes-Benz GenH2-lastbilen blev vist frem for lastbil-pressen. I første omgang var der tale om en skal af en koncept-lastbil, så den mere nøjagtige konstruktion blev vi ikke klogere på. Men Mercedes-Benz-ingeniørerne fortalte selv, at selvom lastbilen bygger på den eksisterende Actros-serien, så er der allerede i den foreløbige skitse af brint-lastbilen flyttet om på en del komponenter og indsat nye – ligesom Daimler Trucks er i fuld gang med at udvikle et modulsystem af byggeklodser til de kommende serier af brint-lastbiler.

Det er nemlig ingen hemmelighed, at man frem imod brint-lastbilens introduktion på markedet er nødt til at nedbringe omkostningerne dramatisk, og der kommer Daimler Trucks’ globale lastbil-platform igen til sin ret. Mercedes-Benz GenH2-serien vil nemlig utvivlsomt komme til at være mere end bare en Mercedes-lastbil på brint, men derimod også være udgangspunkt for udvikling af brint-lastbiler til Daimler Trucks’ andre globale kæmpebrands såsom Freightliner i Nordamerika og Fuso i Asien, hvor kravene om grøn omstilling ligeledes presser lastbil-fabrikkerne hårdt i disse år.

Massiv tysk støtte

Daimler Trucks er for nylig gået sammen med Volvo Trucks om at stifte et fælles selskab, hvor de to lastbil-mastodonter samler kræfterne om udvikling og forskning i brint og brændselscelle-teknologi i de kommende år. Den fælles målsætning er at sende brint-lastbiler til fjerntransport i serieproduktion i anden halvdel af dette årti.

Samtidig har Mercedes-Benz GenH2-projektet fået kontant støtte af den tyske regering med foreløbig 70 mio. euro.

»Og vi forventer mere, men vi har et godt samarbejde, og efter at vi har indgået samarbejde med Volvo, er vi branchens ”pacemaker” inden for brint-teknologi. Vi har mest brug for regeringens hjælp til at være pacemaker inden for udbygning af den nødvendige infrastruktur. Vi er besluttede på at gå efter brint-lastbiler med brændselsceller, mens det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan infrastrukturen kommer til at udvikle sig. Men vi er overbeviste om, at denne teknologi vil få et gennembrud i de kommende år,« sagde den afgående chef for Mercedes-Benz Trucks, Stefan Buchner, på pressemødet ved lanceringen af Mercedes-Benz GenH2.

Daimler Trucks planlægger at sende de første prototyper af GenH2 ud i test hos udvalgte kunder i 2023 – med planlagt serieproduktion i anden halvdel af årtiet. Hvor Mercedes’ brint-lastbil skal bygges, vides endnu ikke. Wörth er selvfølgelig et godt bud, men den endelige beslutning er ikke truffet.

eActros videreudviklet

Mens brint er løsningen på længere sigt, så havde Mercedes-Benz også mere konkrete og nutidige nyheder med til arrangementet. Sløret blev nemlig også løftet for ”Mercedes-Benz eActros LongHaul”, der er en batterielektrisk trækker med en rækkevidde på omkring 500 km, som forventes at blive serieproduceret i 2024, mens Mercedes-Benz eActros tiltænkt distribution i byerne med en rækkevidde på mere end 200 km går i serieproduktion i løbet af 2021.

Den elektriske eActros er en trækker tiltænkt regionale transporter og vil på mange måder minde om den kommende brint-serie – altså med en totalvægt på op til 40 ton. Rækkevidden på 500 km vil være nok til at dække en fuld arbejdsdag for de fleste lastbilers kørselsmønster.

Allerede næste år vil en fuldt elektrisk Actros gå i serieproduktion, og Mercedes-Benz lover, at rækkevidden på den færdige bil vil blive ”væsentligt mere” end de ca. 200 km, som den nuværende prototype kan klare på en opladning. Mercedes-Benz eActros bliver tilgængelig som to- og treakslet model.

Elektrisk lastbillinje

Produktionen kommer til at foregå i Wörth, hvor fremstillingen af den elektriske lastbilserie langt hen ad vejen vil foregå på samme bånd som den konventionelle Actros-serie med dieselmotor. Det seneste års tid har Daimler dog brugt på at ombygge en af fabrikshallerne, hvor de elektriske lastbilserier skal en tur forbi for at få indbygget den særlige elektriske arkitektur, som er udviklet til eActros-serien. Samme procedure vil gælde for den kommende elektriske udgave Econic-serien – eEconic – som efter planen skal gå i serieproduktion i 2022. Endnu har vi til gode at se (i levende live) og køre den elektriske eEconic, men vi ved, at den kommer til at bygge på samme fundament som eActros-serien.

For at imødegå udrulningen af elektriske lastbilserier skal der i de kommende år for alvor ske udbygning af ladenetværket – både hos vognmændene selv, som hver især kan etablere ladestationer til egne lastbiler, men også den semi-offentlige ladeinfrastruktur er afgørende at få udbygget. Det drejer sig om at sikre lade-muligheder på strategiske steder, når lastbilerne læsser af og på eller af andre årsager alligevel kan holde stille. Hertil kommer deciderede offentlige ladestationer til lastbiler, som nok er det, der har de længste udsigter.

Masser af el, ingen gas

En kombination af brint/brændselsceller og batterielektriske er altså nøglen til Daimler Trucks’ omstilling til mere bæredygtige drivliner i de kommende år. Det er gas til gengæld ikke. Mercedes har enkelte gas-modeller i programmet, men er aldrig kommet med på bølgen af gasdrevne langtursserier som flere af konkurrenterne – og det kommer heller ikke til at ske.

»Vi bliver indimellem spurgt af kunder om, hvorfor vi ikke har et så bredt program, som nogle af vores konkurrenter har inden for gas. Vi har besluttet at koncentrere os om de teknologier, hvor vi tror, fremtiden ligger. Det vil sige batterielektriske lastbiler og brint. Det er bedre at samle investeringerne om at udvikle disse teknologier, og vi er ikke villige til at bruge penge på udvikle noget, som set fra vores perspektiv kun er overgangsteknologier,« fastslog Mercedes-chefen Stefan Buchner, da han blev direkte adspurgt om det manglende gas-element.

Mercedes-Benz har altså produktionsplanen klar:

eActros i 2021.

eEconic i 2022.

eActros Long Haul i 2024.

GenH2 i slutningen af 2020’erne.

Denne tidsplan kan med små forskydninger overføres til Daimler Trucks’ nordamerikanske og japanske/asiatiske markeder, hvor Freightliner og Fuso dominerer. Med enkelte tilpasninger vil teknologien kunne overføres mellem mærkerne i den globale Daimler-lastbilfamilie, der har introduceret en fælles ePowertrain-platform, som bliver den teknologiske base for alle mellemtunge og tunge elektriske lastbiler fra Daimler Trucks i fremtiden. Synergien og stordriften i ePowertrain-samarbejdet bliver en nøglesten i Daimler Trucks’ ambition om udelukkende at producere køretøjer, som er CO2-neutrale (i drift) på markederne i Europa, Nordamerika og Japan senest i 2039.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.186