Scania investerer i batteri-monteringsanlæg
Med Scanias udvidelse af udvalget af elektrificerede lastbiler, busser og motorer planlægger den svenske lastbil-, bus- og motorproducent at investere godt over 1 mia. svenske kroner i de kommende år i et batterimonteringsanlæg i Södertälje syd for Stockholm.
Første trin i anlægget bliver en monteringsfabrik på 18.000 m2, der påbegyndes tidligt i 2021. Målet er, at det skal være fuldt operationelt i løbet af 2022.
- Dette er et håndgribeligt bevis på vores vilje til at tage føringen, når det gælder elektrificering af tunge køretøjer. Vi gør det for at understøtte vores engagement i den grønne omstilling baseret på videnskabeligt baserede klimamål, siger Ruthger de Vries, Head of Production and Logistics hos Scania.
- Forudsætningen for vi kan producere elektriske køretøjer i stor skala er netop et batterimonteringsanlæg af denne type under eget tag. Dermed etablerer Scania sig også som en afgørende spiller i værdikæden ved produktionen af batterierne, siger han.
På anlægget, der skal bygges ved siden af Scanias chassismontering i Södertälje, skal der opbygges batterimoduler og -pakker af battericeller, der leveres af Northvolts batterifabrik i Skellefteå på den svenske østkyst ca. 750 km nord for Stockholm. De færdigopbyggede batteripakker danner dermed rygraden i de batterisystemer, der efterfølgende skræddersys til Scanias modulopbyggede elektriske lastbiler og busser.
I 2015 startede Scania serieproduktion af hybridbusser med delvist elektrificerede drivliner, og i 2019 fulgte introduktionen af den første fuldt elektriske busserie. Dette blev for nylig efterfulgt af introduktionen af Scanias 2. generation plug-in hybrid lastbil samt en fuldt elektrisk lastbilserie. Serieproduktionen af de elektriske lastbiler starter i 2021, men i mellemtiden udvikler Scania også elektrificerede industri- og marinemotorer. Scania vil fremover gradvist øge denne produktion, der også er centreret i Södertälje.
Når batterimonteringsanlægget er sat i drift, vil det beskæftige ca. 200 medarbejdere. De vil primært blive rekrutteret fra andre dele af Scanias produktionsapparat.
De færdige batteripakker vil blive modulopbygget på samme måde som Scanias øvrige produkter. Dermed kan de skræddersys til Scanias forskellige køretøjstyper og deres varierende anvendelsesområder ved hjælp af et begrænset antal grundkomponenter. Derefter leveres de til den nærliggende chassismontering, hvor samlebåndet samtidig omorganiseres til parallel montering af elektrificerede drivliner og drivliner med traditionelle forbrændingsmotorer.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.