- Nej, rabat på P-afgiften holder ikke
Som vi fortalte på lastbilmagasinet.dk mandag, lægger transportminister Benny Engelbrecht (S) med et lovforslag nu op til, at der fremover skal ydes en rabat på op til 50 procent af P-afgiften på de 2.040 kroner, hvis man betaler afgiften hurtigt.
Det er ministerens forventning, at man med lovforslaget, der forventes fremsat i december 2020, styrker incitamentet hos udenlandske chauffører og vognmænd til at betale P-afgiften.
Kun omkring hver sjette udenlandske lastbilchauffør betaler P-afgifterne udstedt i Danmark - til stor frustration for både danske chauffører og vognmænd og deres organisationer. Men at en besparelse på 50 procent af dansk P-afgift skulle øge udenlandske chaufførers lyst til at ville betale afgiften, tror man ikke på hos De Konservative. Sådan lyder det fra partiets transportordfører, Niels Flemming Hansen.
- Jeg har tidligere foreslået, at politiet og Færdselsstyrelsen er sammen om den her kontrol. Jeg har det sådan, at jeg gerne ser politiet foretage kontrollen, fordi de også kan ransage lastbilen og se, om der er andet, der ikke er, som det skal være. Og jeg vil gerne have politiet til at lave nogle ransagninger.
Helt lavpraktisk foreslår Niels Flemming Hansen, at politiet og Færdselsstyrelsen kunne følges afsted på kontrolopgave to og to.
- Politiet har jo mulighed for at vække chaufføren. Konservative vil gerne have nogle flere betjente på gaden. Punktum. Og lige nøjagtig her er der mulighed for, at politiet samtidig kan lave noget tungvognsarbejde, siger Niels Flemming Hansen, der i øvrigt har ros til tungvognspolitiet, som han ofte ser på rastepladserne, når han kører gennem landet.
- Ja, jeg synes dælme, politiet er aktivt, når jeg kommer rundt, siger Niels Flemming Hansen.
Ligesom både DTL og ITD har påpeget i deres høringssvar til lovforslaget, at et nedslag i P-afgiften til de hurtige betalere ikke løser problemet med den manglende kapacitet på rastepladserne, påpeger Niels Flemming Hansen også, at lastbilchaufførerne generelt mangler nok P-pladser på rastepladserne.