Nu skal de hurtige have halv pris på P-afgiften
Mindre end hver femte udenlandske lastbilchauffør betaler P-afgifterne udstedt i Danmark - til stor frustration for både danske chauffører og vognmænd og deres organisationer. For mens de danske chauffører har værsgo' at betale, slipper de udenlandske chauffør med ikke at betale, da myndighederne endnu ikke er lykkedes med at indkræve pengene fra de udenlandske ikke-betalere.
Men nu lægger transportministeren med et lovforslag op til, at der skal ydes en rabat på op til 50 procent af afgiften på 2.040 kroner, hvis man betaler P-afgiften hurtigt. Det er nemlig ministerens forventning, at man med lovforslaget, der forventes fremsat i december 2020, styrker lysten hos chauffører og vognmænd til at betale P-afgiften.
Med ændringen indføres en rabat på henholdsvis 50 procent for betaling indenfor 5 dage fra afgiftens udstedelse, samt en rabat på 25 procent, hvis afgiften betales mellem 6 og 24 dage fra afgiftens udstedelse. Differentieringen vil gælde for både danske og udenlandske køretøjer.
- Stærkt tvivlende
Men hos DTL har man ikke megen tro på, at en rabat nu vil få udenlandske chauffører og vognmænd til pludselig at ville betale P-afgiften, når de indtil i dag helt problemfrit blot har kunnet arkivere den lodret.
- DTL er positiv overfor, at det bliver muligt for de, som i forvejen betaler parkeringsafgiften – nemlig de danske køretøjer og chauffører – at opnå et nedslag på op til 50 procent ved en hurtig betaling, mens vi er stærkt tvivlende over for, om det vil bevirke et øget antal betalinger af afgiften, for så vidt angår udenlandske aktører, skriver vognmandsorganisationen i sit høringssvar til lovforslaget.
Høringsfasen er netop udløbet, og de danske vognmænd påpeger, at et grundlæggende problem ikke er løst med lovforslaget, da de, som skal håndhæve parkeringsreglerne og pålægge afgifter, angiveligt ikke har adgang til oplysninger der kan identificere udenlandske køretøjers ejere og dermed chaufføren.
- For DTL er det kritisabelt, at man fra dansk side har en så lemfældig tilgang til betaling blot fordi, at der er tale om en afgift. En tilgang man bestemt ikke har, når afgiften bliver pålagt et dansk køretøj og chauffør, lyder det fra vognmandsorganisationen.
Vi har her på Lastbil Magasinet flere gange fortalt, hvordan en stor andel af P-bøderne bliver udskrevet til chauffører, der holder uden for den afmærkede P-bås, fordi alt er optaget på rastepladsen.
Hos DTL understreger man også, at lovforslaget heller ikke løser dette grundlæggende problem – nemlig manglen på kapacitet på rastepladserne langs motorvejene.
- Et problem, der har været kendt og veldokumenteret i årevis, blandt andet i en rapport fra Vejdirektoratet helt tilbage fra 2009 som viste overbelægninger på op til 400 procent, lyder det fra brancheorganisationen.