Volvo sender nu tunge elektriske lastbiler på markedet
Til næste år kan europæiske vognmænd bestille fuldt elektriske versioner af Volvos tunge lastbiler i FM- og FH-serien til anlægskørsel og regional transport.
Lige nu tester Volvo Trucks eldrevne versioner af de tunge Volvo FH-, Volvo FM- og Volvo FMX-lastbiler, som er beregnet til regionaltransport og anlægskørsel i europæiske byer. Lastbilerne har en vogntogsvægt på op til 44 ton. Afhængigt af batterikonfigurationen kan rækkevidden være op til 300 km.
Salget starter i 2021, og volumenproduktionen i 2022. Det betyder, at Volvo Trucks fra 2021 og fremefter kan tilbyde en komplet serie batterielektriske lastbiler i Europa til distributions- og renovationskørsel, regionaltransport og anlægskørsel i byer.
»Formålet med at øge udvalget af tunge eldrevne lastbiler så hurtigt er, at vi vil hjælpe vores kunder og transportkøbere med at nå deres ambitiøse bæredygtighedsmål. Vi er fast besluttede på at fortsætte med at drive branchen fremad mod en bæredygtig fremtid,« siger Roger Alm, adm. direktør for Volvo Trucks.
Volvo Trucks påbegyndte produktion af Volvo FL Electric og Volvo FE Electric i 2019. De to eldrevne lastbiler er beregnet til bydistribution og renovationskørsel, primært i Europa. I Nordamerika starter salget af Volvo VNR Electric-modellen til regionaltransport 3. december 2020.
Gradvis overgang til fossilfrie alternativer
I løbet af dette årti vil det også blive muligt at få eldrevne lastbiler til krævende og tunge fjerntransportopgaver, lyder spådommen fra Volvo. Disse lastbiler får batterier eller brændselsceller og en længere rækkevidde. Volvo Trucks' målsætning er at begynde at sælge eldrevne lastbiler med brintbrændselsceller i anden halvdel af dette årti. Målet er, at hele produktsortimentet skal være fossilfrit inden 2040.
»For at mindske transportbranchens klimapåvirkning er vi nødt til at lave en hurtig overgang fra fossile brændstoffer til alternativer såsom elektricitet. Men betingelserne for denne overgang, og dermed dens tempo, varierer meget mellem forskellige vognmænd og markeder. Der er mange variabler i spil, for eksempel økonomiske incitamenter, adgang til ladeinfrastruktur og transportopgavernes art,« forklarer Roger Alm.
Derfor vil de fleste vognmænd skifte til eldrift i etaper. I praksis vil mange i en overgangsperiode have en blandet flåde af lastbiler med forskellige brændstoffer.
»Vores chassis er designet til at være uafhængigt af den anvendte drivline. Vores kunder kan vælge at købe flere Volvo-lastbiler af samme model, hvor den eneste forskel er, at nogle er eldrevne, mens andre kører på gas eller diesel. Hvad angår egenskaber som chaufførens arbejdsmiljø, driftssikkerhed og sikkerhed, lever alle vores lastbiler op til de samme høje standarder. Chaufførerne skal være fortrolige med deres lastbiler, og de skal kunne køre dem sikkert og effektivt, uanset hvilket brændstof de kører på,« siger Roger Alm.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.