Digitale kontrakter vinder frem i en corona-tid
Nu kan kunderne underskrive kontrakter direkte på mobilen eller computeren, mens de er på landevejen – digitaliseringen af kontrakter er eksploderet under corona-krisen hos især de større virksomheder i transportsektoren i Danmark.
Sådan lyder meldingen fra den digitale signatur- og salgsplatform GetAccept i Danmark, der har oplevet en vækst på mere end 25 procent i kølvandet på coronakrisen. En af de danske virksomheder i transportbranchen er PNO Rental, der er Nordens største inden for kort- og langtidsleje af trailere.
- Det giver en hurtig og smidig kontraktunderskrivelse og nedsætter tiden for hjemtagelse af kontrakterne markant. Derudover så har vi i dag en sikkerhed for, at det altid er de rigtige terms & conditions der fremsendes til vognmændene, og det minimerer således fejlrisikoen, forklarer Head of Commercial Excellence Lasse Stær Hoffmeyer.
- Vi kommunikerer nu med vognmændene direkte i dokumenterne. Det er smidigt, vi kan hurtigt få eventuelle tilretninger på plads og der kan underskrives med det samme, siger Lasse Stær Hoffmeyer.
PNO Rentals opererer ud over Danmark også i Sverige, Norge, Finland og Holland.
Artiklen er en del af temaet Trailere.