23948sdkhjf

Scania sætter yderligere strøm på

Scania lancerer i dag en produktionsklar serie af elektriske lastbiler. De allerede velkendte el-hybrid-modeller, får nu selskab af plug-in hybridlastbiler og fuldelektriske lastbiler. I første omgang skræddersyet til distributionskørsel med bl.a. dagligvarer i byernes centrum.

I de kommende år vil Scania fortsætte udviklingen af elektriske køretøjer til alle typer godstransport, herunder også langturs- og entreprenørkørsel.

»Det er med stolthed, at vi nu markerer starten på Scanias langsigtede plan for elektrificering af godstransporten,« siger Scanias koncernchef Henrik Henriksson.

»Vi vil i de kommende år løbende introducere nye elektrificerede køretøjer i hele produktprogrammet, og vi er netop nu i gang med at tilpasse vores produktion i den retning. Her er det især vigtigt at nævne, at vi om få år også vil introducere elektriske lastbiler til langturskørsel med mulighed for hurtig opladning f.eks. under chaufførens lovpligtige 45-timers hvileperiode,« tilføjer han.

Scanias fuldelektriske lastbiler - udstyret med de lave L- og P-førerhuse - er udrustet med batteripakker fra 165 til 300 kWh kapacitet til drift af elmotorer på 230 kW svarende til ca. 310 hk. Kunderne kan vælge mellem fem eller ni batterier, hvoraf lastbiler med sidstnævnte løsning får en rækkevidde på op til 250 km på en enkelt opladning.

Scanias plug-in hybridlastbiler - der også kan leveres med L- og P-førerhuse - giver mulighed for langturskørsel ved brug af forbrændingsmotor og efterfølgende fuldelektrisk kørsel på op til 60 km, når det kræves. I kombination med brug af bæredygtige brændstoffer i forbrændingsmotoren kan transportvirksomheder dermed reducere deres klimaaftryk markant.

Begge teknologier bygger på Scanias modulsystem med udstrakt brug af gennemprøvede komponenter fra Scanias brede produktprogram, der har ry for såvel høj driftssikkerhed som effektivitet.

»Selv om elektriske køretøjer på visse områder repræsenterer ny teknologi, har vi gjort alt for at sikre, at vi kan tilbyde samme markedsledende driftssikkerhed og oppetid, som gælder for vores øvrige lastbiler,« siger Anders Lampinen, der er chef for New Technologies på Scania.

Ud over kørsel med dagligvarer, stykgods og temperaturfølsomt gods kan e-lastbiler med fordel indsættes til bykørsel f.eks. med hejselad, tippelad og renovationsaggregat samt som brand- og redningskøretøjer.

Både plug-in hybrid- og fuldelektriske køretøjer bliver afgørende for mulighederne for at udføre transportopgaver i de stadig flere forstads- og byområder rundt omkring i verden, hvor der allerede er eller snart vil blive indført nul-emissions-zoner. E-lastbiler vil desuden give mulighed for højere udnyttelsesgrad i kraft af støjsvag kørsel, så transporterne kan udføres senere på aftenen, om natten og tidligt om morgenen. Dermed reduceres problemerne med trængsel og parkering ved leveringer og afhentninger i byområder.

De fuldelektriske lastbiler giver valgmulighed mellem fem batterier med 165 kWh kapacitet og ni batterier med 300 kWh kapacitet. Når forbrændingsmotoren er fjernet, kan der placeres ét batteri i den tidligere motortunnel samt hhv. fire og otte batterier på siden af chassiset.

Batterierne kan nemt oplades med 130 kW jævnstrøm ved hjælp af et CCS-stik (Combined Charging System). Ladetiden fra komplet afladning til 80 % kapacitet er mindre end 55 min. for batteripakken med fem batterier og mindre end 100 min. for udgaven med ni batterier. Under kørslen oplades batterierne desuden delvist ved opsamling og genbrug af bremseenergien.

Da plug in-lastbilen fortsat vil være udrustet med en forbrændingsmotor, er pladsen til batterier mere begrænset på denne. Den er derfor udrustet med en batteripakke med tre batterier med 90 kWh kapacitet til drift af elmotoren med 115 kW ydeevne. Ladetiden fra komplet afladning til 80 % kapacitet udgør ca. 35 min., og ud over opladning ved opsamling og genbrug af bremseenergi kan batterierne genoplades, mens lastbilen læsses og losses.

Den hybrid-elektriske drivline er suppleret med en forbrændingsmotor på 280-360 hk. Kørestrækningen i fuldelektrisk tilstand er ca. 60 km.

Samtidig med lanceringen af de nye plug-in hybrid og fuldelektriske lastbiler, bliver den eksisterende el-hybridbil også opdateret. Den er i dag udstyret med et 7 kW batteri, hvilket giver en rækkevidde på op til 10 km. Med de seneste opdateringer vil den fremadrettet have en rækkevidde på op til 20 km under optimale betingelser.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.292