23948sdkhjf

Skraldegigant kæmper for overlevelse

Remondis A/S kom ud af 2019 med et underskud på hele 99,8 mio. kr., og ligesom bundlinjen står egenkapitalen nu også i et blodrødt minus på 83,6 mio. kr., fremgår det af selskabets årsrapport, som netop er offentliggjort.

Remondis A/S er en af de største spillere på det danske marked for renovation og affaldshåndtering. Indtil 2018 var firmaet bedre kendt som M. Larsen Vognmandsfirma, som efter nogle magre år blev aktiemajoriteten solgt til det tyske selskab Remondis.

Siden er det dog kun gået den gale vej for Remondis i Danmark, som i 2019 mere end fordoblede underskuddet fra året før til et tab på næsten 100 millioner. Og selskabet befinder sig nu i en regulær overlevelseskamp.

Kampen for at overleve skal bl.a. vindes ved så vidt muligt at slippe ud af en række kontrakter, som har vist sig at være alt for dyre for Remondis – eller snarere alt for billige.

»Fokus i 2019 har været at minimere fremtidige tab enten ved at forhandle ophævelse af kontrakter eller at effektivisere driften i kontrakterne, hvor det er muligt. I 2019 er der tilført flere kræfter til ledelsen for at sikre, at de nødvendige kompetencer er til stede i organisationen til at forberede fremtidige aktiviteter,« fremgår det af ledelsens beretning i årsrapporten.

Remondis forventer endnu et underskud i det indeværende år – om end både omsætningen og tabet forventes at blive markant mindre som følge af ophævelse og udløb af underskudsgivende kontrakter.

Foreløbig har de tyske ejere støttet den fortsatte drift af Remondis med den nødvendige kapitalindsprøjtning – og ifølge årsrapporten er der dialog med ejerne om, hvordan man reetablerer den tabte egenkapital. Men i ledelsesberetningen konstateres det også:

»Det er en økonomisk forudsætning, at støtten fra aktionærernes ejere vil fortsætte i de kommende 12 måneder. I det tilfælde, at ledelsen ikke er i stand til at opnå fortsat støtte, er der risiko for, at selskabet ikke er i stand til at fortsætte driften.«

Remondis A/S omsatte i 2019 for 641 mio. kr, primært via affaldsindsamling i Storkøbenhavn og på det øvrige Sjælland. Selskabet er i dag 100% ejet af den tyske Rethmann-koncern, som er en international gigant inden for bl.a. renovation og genbrug.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109