Scania med kran og hejs til Vils
Vils Entreprenørforretning har fået en ny opbygning med en HIAB X-HIPro 262 EP-5 XSD kran og et SAWO CLF425S-3W wirehejs monteret. Opbygningen er leveret på en 4-akslet Scania G 500 tribbel chassis med CG20N førerhus. Chassiset er med fuld luftaffjedring og akselafstand på 4.350 mm.
Hiab X-HiPro 262 kranen er leveret med EP armsystem. Dette giver en optimeret vippearm med længst mulige udskud. 2 rørføringer med slangerulle og indvendige slanger, lænkeled både ved vippearm og hovedarm. Derudover er den leveret med betjening af støtteben fra kranens XS-Drive radiostyring.
Bag kranen er SAWO CLF425S-3W wirehejset monteret. Wirehejset er el/pneumatisk betjent fra førerhuset. SAWO har lavet lodret afdækning i både højre og venstre side med alu-plade, samt vandret afdækning i alu-dørk.
Vils Entreprenørforretning A/S har afdelinger i Vils, Viborg, og med oplagsplads i Skive. Virksomheden arbejder med anlægs- og byggeopgaver, samt jord-, kloak og belægningsarbejde.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.