Lastbilmærke dropper IAA-messen
Omkring en kvart million lastbil-interesserede gæster valfarter hvert andet år til messehallerne i Hannover for at besøge verdens største lastbilmesse, IAA.
De fleste af dem kommer især for at kigge på lastbilerne, men i årets udgave af udstillingen kommer publikum til at kigge langt efter én af de toneangivende lastbilfabrikker.
Renault Trucks stræber i 2020 efter en ”mere personlig og kundecentreret kommunikation” – og vil som følge deraf ikke deltage med en messestand på IAA, oplyser fabrikken ifølge det tyske transportmedie eurotransport.de.
I stedet prioriterer Renault Trucks at afholde egne arrangementer, deltage i andre fagmesser i årets løb, samt igen at deltage aktivt i grandprix-serien i truckrace.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.