- Hvor kommer forhøjelserne fra?
Debatindlæg som kommentar til denne artikel:
Det er virkelig tvetunget tale både fra Trine Plesner og Carina Christensen. Man går sandelig ind for ordnede forhold i transportbranchen, men vil åbenbart selv bestemme, hvad ordnede forhold skal bestå af – nemlig forskellige overenskomster, der ligner den danske model, men i virkeligheden er noget helt andet.
Og jeg vil stadig fastholde mit synspunkt, nemlig at disse såkaldte overenskomster er den største årsag til, at de såkaldte ”lokumsaftaler” florerer som aldrig før, noget som er næsten lige så konkurrenceforvridende som de udenlandske aflønninger.
I TV2 Nord 15/1 står Mogens Therkelsen frem og siger, at de nye tiltag vil give store forhøjelser på fragtpriserne, som vil blive væltet over på forbrugerne. Jeg forstår ikke, hvor forhøjelserne kommer fra, for hver gang debatten har raset, har man da altid sagt, at det sandelig ikke er for at spare løn, at man ønsker en anden overenskomst. Men pludselig er det blevet en næsten ubærlig prisforhøjelse, de nye tiltag vil medføre. Så her er der vist også flere tunger på gled.
I øvrigt tror jeg ikke, lønudgift til chaufføren i forhold til de transporterede varers værdi vil være målbar, men altid det, der bliver forhandlet, og selvfølgelig aldrig kan blive billig nok, når muligheden findes.
Det kunne også ende positivt, hvis man forestiller sig, at udenlandske chauffører får penge på lommen og ligefrem vil købe et og andet i Danmark, så der kom moms og skat i statskassen? Jeg tror ikke, det er lyst, men derimod sult og tomme lommer, der får de omtalte chauffører til at leve det liv, de gør, og i mange situationer må ”låne” til dagen og vejen.
Bjarne Nielsen
Keravavej 10
9800 Hjørring