23948sdkhjf

Politi: Der var mere styr på fyrværkeritransporterne

Fyrværkeri er flot og festligt, men det er bestemt ikke helt ufarligt – heller ikke når det skal transporteres rundt på de danske veje. Der kræves helt særlige regler for transport af farligt gods som fyrværkeri, og af den grund gennemførte Tungvognscenter Syd hos Sydøstjyllands Politi i december og i starten af januar målrettede kontroller mod fyrværkeritransporterne.

Kontrollerne blev først rettet mod de transporter, der distribuerede fyrværkeriet ud til salgsstederne og efterfølgende mod de transporter, der vendte retur med det overskydende fyrværkeri til varelagrene.

Tungvogncenter Syd hos Sydøstjyllands Politi kontrollerede i perioden 55 fyrværkeritransporter, og der blev optaget rapport i 10 tilfælde. Under kontrollerne blev der fundet forskellige overtrædelser af reglerne vedrørende transport af farligt gods:

Manglende afmærkning af køretøjer

Mangelfuld lastsikring

Ildslukkere som havde mangler / ikke var kontrolleret som foreskrevet

Transportfirma uden tilknyttet sikkerhedsrådgiver

Forkert afmærkning af emballage (markeret som indeholdende en mindre farlig klasse)

Lastrum ej aflåst

Emballage ej lukket

Manglende EX-godkendelse af lastbil (godkendelse til transport af eksplosiver)

Beskadiget emballage, med fare for beskadigelse af indhold (grundet dårlig pakning fra afsender)

Manglende transportdokument vedrørende farligt gods.

I forbindelse med kontrollerne blev der også oprettet to sager på salgssteder, hvor der ikke var opsyn med åbentstående containere med fyrværkeri. På det ene salgssted kunne patruljen fra Sydøstjyllands Politi køre direkte til to containere med fyrværkeri og opholde sig ved dem i 15 minutter. Herefter måtte de selv opsøge personale på salgsstedet.

I en af sagerne vedrørende manglende afmærkning af et køretøj, oplyste føreren af en større varebil, at han undlod at afmærke køretøjet for at undgå kontrol. Da han heller ikke medbragte et transport-dokument og ikke havde lastsikret sit gods, blev det til en større bøde.

Kontrollerne viste bl.a. også andre overtrædelser:

Kørsel i frakendelsestiden

Lov om Godskørsel

Anvendt håndholdt mobiltelefon under kørslen

Overhaling over spærreflade

Vognbaneskift til ulempe mv.

»En sag er jo altid en for meget, men overordnet er vores opfattelse, at der denne vinter var mere styr på fyrværkeritransporterne, end vi har set ved tidligere kontroller. Særligt på lastsikringsområdet kan vi se en forbedring,« siger vicepolitiinspektør Jesper Engelund fra Sydøstjyllands Politi.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085