23948sdkhjf

ITD: En trist dag for danske vognmænd

Hos ITD er man ikke glade for, at et meget bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om lønvilkårene for chauffører på de danske veje.

Fra ITD lyder det i en pressemeddelelse, ”at 3F fremover ved lov skal diktere omkostningsniveauet for samtlige overenskomster på transportområdet i Danmark. Foreningsfriheden og den frie konkurrence er nu reelt væk på transportområdet i Danmark”.

»I ITD og ITD Arbejdsgiver, som repræsenterer de danske vognmænd, er vi rystede over dette angreb fra regeringen og aftalepartierne, som vil være dybt skadeligt for vores virksomheder og i strid med alle demokratiske principper. Når 3F overenskomsterne ophøjes til lov og 3F skal diktere omkostningsniveauet for samtlige overenskomster, så fjernes den frie forhandlingsret på overenskomstområdet i praksis, og markedskræfterne sættes ud af kraft til stor skade for hele det danske vognmandserhverv og alle de brancher, som er afhængige af transport. I et demokratisk land som Danmark må og skal der være plads til forskellige landsdækkende overenskomster – også på transportområdet. Det er dybt skadeligt for de danske transport- og logistikvirksomheder, at et politisk flertal nu stopper dette ved at tildele al magt til én lønmodtagerorganisation og dens forhandlingsparter på transportområdet,« siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD, i pressemeddelelsen.

»Vi kan konstatere, at politikerne med aftalen har sikret, at flere landsdækkende overenskomster ud over 3F-overenskomsterne nu og i fremtiden vil kunne give adgang til en godskørselstilladelse for danske vognmænd. Det ændrer dog ikke ved, at 3F får fortrinsret over alle andre overenskomster og nu tildeles al forhandlingsmagt på overenskomstområdet. Vi har i ITD Arbejdsgiver fået indskrænket vores forhandlingsmuligheder, så det nu bliver sværere for os fortsat at forhandle stærke og nutidige overenskomster på plads med vores modpart Krifa, der indeholder større fleksibilitet og færre administrative byrder end 3F-overenskomsterne. Det er et anslag mod foreningsfriheden i Danmark og et voldsomt indgreb mod de danske transportvirksomheder,« siger Trine S. Plesner, direktør i ITD Arbejdsgiver.

Fra ITD lyder det, at man fortsætter kampen for ordnede forhold på vejtransportområdet.

»Det er en klar prioritet for ITD at sikre ordnede forhold på vejtransportområdet. Vi er også tilhængere af, at der skal være danske lønvilkår for udenlandske chauffører, når de kører cabotage og kombineret transport i Danmark. Det er dog helt afgørende for os, at implementeringen af sådanne regler ikke sker i strid med foreningsfriheden i vores demokrati og den helt grundlæggende frie aftale-, forhandlings- og organisationsret i det danske transporterhverv, som vi ser det nu,« siger Carina Christensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063