Et lille skridt mod platooning
Scania sendte sin første V8’er på gaden i 1969, og i dag er fabrikken fra Södertälje eneste lastbilfabrik, der stadig holder V8-fanen højt og vedbliver at producere og sælge motorer med det ikoniske logo. Jubilæumsåret 2019 har da også budt på en række forskellige tiltag fra Scanias side for at markere det halve århundrede, hvor Scania og V8 har gået hånd i hånd.
For nylig fik Lastbil Magasinet tilbudt en testkørsel af en Scania S650, der var på presserundtur herhjemme, og vi spildte ikke lejligheden til at trille en tur i V8-vogntoget. Vi har kørt S650 et par gange før, og det var igen en behagelig oplevelse. Med 40 tons totalvægt og rigeligt med overskud i motorens 650 heste og 3300 Nm var det ikke de store strabadser, vi kunne byde Europa-vogntoget på vores tur frem og tilbage hen over de vestfynske alper.
Men dog alligevel stiftede vi bekendtskab med en enkelt ny funktion for første gang. Scania lancerede sidste år systemet AiCC Plus, som de selv kalder ”et skridt nærmere virkelig platooning”, og det var første gang, at vi selv fik afprøvet systemet bag rattet. AiCC Plus er en videreudvikling af den adaptive fartpilot i ACC-systemet og har flere interessante elementer.
Første generation
AiCC Plus kan således selv skelne mellem, om en forankørende trafikant er en personbil eller en lastbil – og hvis der er tale om en lastbil, som i højde og drøjde minder om ”sig selv”, så lægger lastbilen sig tættere på denne, end den ville gøre, hvis der var tale om en personbil med markant lavere vægt og kortere bremselængde.
På denne måde kan AiCC Plus altså – på sikkerhedsmæssig forsvarlig vis – reducere afstanden til den forankørende og angiveligt spare op til 1% brændstof med denne funktion, som Scania kalder ”første generations platooning-teknik”. Køretøjerne er ganske vist ikke koblet teknologisk sammen, men ved at anvende kortdata kan AiCC Plus optimere afstanden til lastbilen eller bussen foran ved at bruge sit kendskab til ruten, der ligger foran.
Chaufføren skal selv aktivere AiCC Plus under kørslen, og det gjorde vi også på den del af vores rute, der gik hen over den fynske motorvej E20. Og det lykkedes også at ”indfange” en forankørende lastbil, der af systemet ganske rigtigt blev diagnosticeret som en passende ”følgesvend”, og afstanden blev reduceret med nogle ekstra meter – hvor mange vides ikke, men dog nok til at afstanden var synligt mindre end ellers.
Veksler afstanden
Lastbilen bruger den indbyggede radar og kamera til at identificere typen af køretøj, som den nærmer sig. Resultatet viser sig for chaufføren i form af, at symbolet på den forankørende i instrumentbrættet kan veksle mellem en personbil og en lastbil. Det er en forudsætning for at aktivere AiCC Plus, at chaufføren har valgt afstand 1 eller 2 (ud af 5 mulige) i ACC-systemet.
På jævne stykker vej vælger AiCC Plus en kortere afstand, mens afstanden igen øges, når et fald i terrænet nærmer sig. I slutningen af en længere nedkørsel kan systemet vælge at lade farten øge og aktivere Eco Roll længere tid, end det ellers ville være forsvarligt – men velvidende at den forankørende også er et tungt køretøj med længere bremselængde, så kan AiCC Plus altså her vinde nogle marginaler ved at lade afstanden modsvare både vejforhold og den forankørende.
Tror på platooning
Scania er et af de lastbilmærker, der stadig holder fast i en erklæret tro på, at platooning-teknikken kan være et bæredygtig transportkoncept i de kommende år. Om man er enig eller ej, så er AiCC Plus ganske smart og et fint eksempel på, at uanset om platooning nogensinde slår stort igennem eller ej, så har forskningen i teknologien ikke været helt forgæves. Nogle af resultaterne kan altså allerede nu indfases i almindelige serielastbiler, og flere nyttige eksempler som dette vil vi sikkert se implementeret i de kommende år.
AiCC Plus er standard på alle nye Scania, som har Adaptive Cruise Control, Active Prediction og nødbremsen Advanced Emergency Brake System.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.