Færre tager broen
August satte trafikrekord på Storebæltsbroen med næsten 1,3 mio. køretøjer. Lige siden har trafikken været dalende. I alt kørte godt 1 mio. køretøjer over Storebæltsbroen i november, hvilket er 0,6 pct. færre end november sidste år. Dermed er det tredje måned i træk med fald i trafikken på broen, idet september og oktober bød på et fald på hhv. 0,3 og 0,2 pct.
I november kørte godt 4.200 lastbiler over broen i gennemsnit per døgn. Det er 2,6 pct. færre lastbiler om dagen end november 2018.
»Den faldende lastbiltrafik kan til dels tilskrives en ekstra weekenddag i måneden, da flere lastbiler kører over broen på hverdage. Men selvom vi tager højde for den ekstra weekenddag, er væksten i lastbiltrafikken markant aftagende,« siger Camilla Riff Brems, analysechef i Sund & Bælt.
Personbiltrafikken faldt med hhv. 0,8 pct. i september og 0,3 pct. i både oktober og november, sammenlignet med samme periode 2018.
»Faldet i personbiltrafikken på Storebælt afspejler en tendens, vi ser flere steder i Europa dette efterår,« siger Camilla Riff Brems.
Også faldet i bustrafikken, som har været markant gennem det meste af 2019, fortsætter i november med 11 færre busser over broen i døgnet, hvilket svarer til et fald på godt 9 pct.