23948sdkhjf

Daimlers hjertekammer i Gaggenau

Gearkassen er velsagtens – måske næst efter motoren – det mest centrale omdrejningspunkt i en lastbils drivline. Ud fra den logik må fabrikken i Gaggenau betegnes som et af hjertekamrene for verdens største lastbilproducent.

Det er nemlig på fabrikken i Gaggenau – inklusiv en mindre afdeling i nærliggende Rastatt – at produktionen af gearkasser til Mercedes-Benz’ tunge modelserier finder sted.

Lastbil Magasinet var for nylig en tur til Tysklands sydvestlige hjørne, hvor der på programmet blandt andet var en rundtur indenfor i de hellige haller på gearkassefabrikken.

Fra damp til diesel

Fabrikken i Gaggenau kan i år fejre 125 års fødselsdag siden etableringen helt tilbage i 1894 under navnet "Bergmann-Industriewerke GmbH”. Dengang stod der dampmaskiner på programmet, inden fabrikken i 1912 blev en del af Benz-familien og siden fulgte med i diverse fusioner og i dag er 100% ejet af Daimler.

Under Anden Verdenskrig blev fabrikken næsten udslettet, men blomstrede op igen efter krigen, da Mercedes i 1950 opkøbte specialkøretøjet Unimog – og placerede produktionen i Gaggenau.

I 1955 begyndte fabrikken også at producere gearkasser til andre af Mercedes’ lastbil-modeller, og det er i dag den primære aktivitet i Gaggenau. Mens produktionen af Unimog i starten af det nye årtusinde blev flyttet til Mercedes-Benz Trucks’ moderfabrik i Wörth, så fremstiller Gaggenau gearkasser som aldrig før.

5 millioner af de tunge

For nylig rundede fabrikken et jubilæum i form af gearkasse nr. 5 million til erhvervskøretøjer, og i dag handler det ikke kun om Mercedes-lastbiler. Ud over Mercedes-fabrikken i Wörth leverer Gaggenau også gearkasser og komponenter til Daimler Trucks’ fabrikker i Tyrkiet, Brasilien, Japan, Indien, Mexico og USA. De tunge Gaggenau-gearkasser kan nemlig indsættes i syv forskellige mærker i Daimler Trucks-familien, nemlig Mercedes-Benz, Setra og Thomas Built Buses (busser), de amerikanske serier Freightliner og Western Star, det indiske Daimler-brand Bharat-Benz, samt den asiatiske markedsleder Fuso.

Gaggenau-fabrikkens stigende betydning for Daimlers globale gearkasse-platform afspejler sig også i, at det tog mere end 20 år for fabrikken at nå den første million – men kun seks år at runde den femte. Den første million gearkasser blev rundet i 1976, to millioner i 1986, tre millioner i 1993, fire millioner i 2012, og fem millioner i 2018.

Mindre og lettere

Lastbil-gearkassen har gennemgået mange udviklingsstadier igennem årene, og det måske mest skelsættende skridt begyndte på Gaggenau-fabrikken op gennem 1990’erne, da den automatiserede gearkasse begyndte at gøre sit indtog. Derudover er moderne gearkasser væsentligt mindre og lettere, end for bare få årtier siden. Den nuværende generation af Daimlers Powershift-gearkasse vejer mellem 200 og 300 kg og er over en meter lang.

I mere end et årti har Daimler Trucks baseret sig på én standard platform for drivlinen til alle tunge lastbiler i Daimler-familien – det vil primært sige motor, aksler og gearkasse. Således er gearkassen produceret, så den kan tilpasses alle markedsbehov i USA, Europa og Asien.

Ud over produktion fungerer Gaggenau-anlægget også som Daimler Trucks’ videns- og udviklingscenter for gearkasseteknologi. Det var fx i Gaggenau, at Daimler-familiemedlemmet Detroit Diesel i 2015 begyndte produktion af en ny 12-trins automatiseret gearkasse til det amerikanske marked, inden en stab fra Gaggenau hjalp med at overflytte og igangsætte produktionen i Detroit.

Historisk produktion

Ud over Unimog har Gaggenau-fabrikken også igennem tiden været produktionssted for flere kendte modelserier – især for folk med interesse for lastbil-historie. Fremhæves kan fx Lo 2000-serien med en banebrydende 3,8 liters dieselmotor, som blev lanceret midt i de kriseramte 1930’ere og betød en stor omvæltning for Daimler-Benz, som koncernen hed dengang.

Det var også i Gaggenau, at Mercedes-Benz i 1959 opstartede produktion af lastbiler med korte næser, som fik stor succes og for alvor begyndte omstillingen til de fladnæsede lastbiler, som vi europæere kender i dag.

Produktionen stod på frem til 2002, hvor den sidste Unimog rullede ud fra samlebåndet i Gaggenau, og siden har der – mere end nogensinde – stået gearkasser, aksler, momentomformer, udvikling og træning på programmet for anlæggets ikke mindre end 6600 medarbejdere.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188