- Ikke brug for mere pisk
Branchedirektør Michael Svane, DI Transport, har følgende kommentar til udsigten til markant højere bøder for ugentlige hvil i lastbilers førerhus:
- Regeringen lægger op til skærpede bøder, når det regulære ugentlige hvil afholdes i førerhuset. Vi har endnu ikke set det konkrete lovforslag, men der tales om en bøde på 10.000 kr. til chaufføren og 20.000 kr. til vognmanden. Altså en tidobling af bøderne.
- Jeg er med på, at det er gældende ret, at det regulære ugentlige hvil ikke må ske i førerhuset. Det er også fastslået af EU-Domstolen og vil også være en del af en kommende vejpakke i EU. Men en tidobling af bøderne er ude af proportion.
- De skærpede bøder i Danmark føjer sig til en række restriktioner, som har set dagens lys over de seneste år. Jeg tænker her på 25 timers reglen for parkering på rastepladser langs motorvejen og firdobling af parkeringsbøder. Hertil kommer, at en lang række kommuner har indført skærpede regler for parkering og standsning for lastbiler.
Skræmmer chauffører væk
Michael Svane tilføjer:
- Vi ved, at risikoen for bøder skræmmer chauffører væk fra branchen. Det bliver åbenlyst ikke bedre af, at bøderne bliver højere. Oven i alt dette, så mangler der kapacitet i form af rastepladser. Og der synes ikke umiddelbart noget tegn på, at der er politisk villighed til at investere i nye rastepladser eller bare udvide de eksisterende. Virkeligheden på Danmarks veje er, at der er gang i godstransporten. Det gælder heldigvis også danske lastbiler. Vi har ikke brug for mere pisk. Vi har brug for en politik, der sikrer hverdagen for chauffører og vognmænd. De har brug for rastepladser. Virkeligheden og hverdagen ændres ikke ved blot at hæve bøderne i tide og utide.