Special-Scania til trawl-specialist
Med leveringen af en ny Scania P 360 har Cosmos Trawl A/S i Hirtshals opgraderet sin vognpark til fire special-lastbiler til transport af fisketrawl. Den nye P 360’er er den 2. Scania i flåden og den mest specialiserede til effektiv læsning, transport og losning af nye og brugte trawl.
Virksomheden blev dannet i 1989 ved fusion af tre danske producenter af fisketrawl og er siden blevet en af Europas førende inden for bund- og rejetrawl, akvakulturbure og andre typer fiskenet. Produkterne sælges hovedsaligt i Skandinavien, men eksporteres også til bl.a. Rusland, Sydamerika og Fjernøsten. Cosmos har produktions- og reparationsfaciliteter i hhv. Hirtshals og Skagen men betjener også fiskefartøjer i andre havne.
Cosmos Trawl reparerer og oplagrer også trawlene for fiskeindustrien, og det er her, at den nye Scania kommer ind i billedet.
»Vi anvender vores lastbiler til afhentning og levering af trawl direkte ved de store trawlere på havnene i Hirtshals og Skagen. Trawlene trækkes op på ladet med kranen, der er udrustet med en hydraulisk rulle for enden. Hjemme på vores fabrikker losses trawlene med kranen og lægges ud på vores pladser for inspektion og eventuel reparation,« fortæller Michael Lassen, adm. direktør i Cosmos Trawl.
»Et komplet trawl kan være op til 500 meter langt og veje op til 15 tons, så derfor har vi denne gang valgt en 4-akslet bil. Vores biler kører ikke så mange kilometer, men de arbejder hårdt med kranen og står til rådighed for vores kunder 24 timer i døgnet,« tilføjer han.
Det er Stiholts lastbilsælger Christian Pedersen, der har solgt bilen, mens Stiholt i Hjørring har klargjort bilen til levering.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.