23948sdkhjf

Vognmand: Branchen er i frit fald

Der er to tungtvejende grunde til, at det er svært at skaffe kvalificerede chauffører, hvis man spørger vognmand Steen Tofteng. Han er indehaver af Steen Tofteng A/S i Vallensbæk, der netop har solgt fire biler fra, fordi det ikke er muligt at få chauffører, der er dygtige og uddannede nok.

»For det første har vi så mange regler, som ingen alligevel kan finde ud af. For det andet er der ingen chauffører, der kommer hjem med en fuld løn,« siger Steen Tofteng.

Og hvad mener du præcist med det?

»Jeg mener, at der er strammet så meget på reglerne, at det er svært at udføre et stykke arbejde. Chaufførerne får bøder og afgifter og skal have pungen med, når de går på arbejde. Et eksempel på det her er, at en af mine dygtige chauffører, der er uddannet undervandssvejser og kom her til fra USA for at være med til at bygge Storebæltsbroen og desværre mistede sit ene ben under det arbejde, holdt i kø inde i København og det tog så meget af hans køretid, at han måtte ud til kunden og holde pause. Fint nok. Men så beder en af de andre chauffører derude ham om at køre lidt frem, fordi han ikke kunne komme til. Min chauffør tænder bilen og kører lidt frem. Det sker for ham to gange på én måned, og da vi sender vores tachografdata til kontrol, bonner det ud som en overtrædelse, og da det var sket to gange på samme måned, fik chaufføren en bøde på 24.000 kroner, og jeg som vognmand fik en bøde på 48.000 kroner. Yderligere fik min chauffør en betinget frakendelse af kørekortet,« fortæller Steen Tofteng.

Det hænger simpelthen ikke sammen

For Steen Tofteng at se, er manglen på kvalificerede chauffører og mangel på mulighed for en indtjening, der kan bære udgifter som oplæring og uddannelse, et problem der smitter af på alle dele af hans vognmandsforretning.  

»Når vi søger en chauffør, får vi et sted mellem 250 og 300 ansøgninger, men de første 200 har ikke stort kørekort endnu eller nogen erfaring.

Men Steen Tofteng ser det ikke som en mulighed at ansætte unge mennesker uden det relevante kørekort eller erfaring.

»Sidste år havde vi en omsætning på 26 millioner kroner og et overskud på 30.000 kroner. Ud af det overskud kan jeg ikke finde penge til at en af mine dygtige chauffører kan tages ud og oplære en ny chauffør. Det hænger simpelthen ikke sammen,« siger han.

Steen Tofteng A/S har valgt at skrue op for lønnen, så de erfarne og dygtige chauffører, der trods alt er at finde bag rattet i flere af vognmandens biler bliver og ikke søger nye græsgange.

Det er ikke fordi, Steen Tofteng ikke har givet uerfarne og unge chauffører masser af chancer. Men efter et 2018 med skader på biler og materiel for 750.000 kroner, er tålmodigheden og de sidste mønter i pengepungen for længst brugt op.

»Vi har solgt fire af vores biler og yderligere to er til salg, fordi det simpelthen ikke kan svare sig for os at have dem på vejen, når skaderne har været så mange og så dyre. Sidste år havde vi 21 biler, men kun 17 af dem var ude at køre, for der var ikke chauffører til dem. Det er det, vi nu har taget konsekvensen af og derfor solgt biler fra,« siger Steen Tofteng.

Han er ikke optimist, når det kommer til fremtiden for branchen. Han er heller ikke en vognmand, der ”bare har lyst til at brokke sig”. Men han ser et reelt og dybt alvorligt problem i den branche, som han engang havde håbet på, hans egen søn ville gå ind i.

»Min søn har arbejdet i virksomheden i 20 år, og når jeg nævner ordet ”genrationsskifte” for ham, så griner han og siger ”far, jeg skal ikke overtage forretningen her. Jeg har en familie at tænke på, og det er simpelthen for hårdt arbejde”. Og det kan jeg kun give ham ret i. Hvem gider være vognmand eller chauffør med den tilstand, branchen er i?« spørger Steen Tofteng retorisk.

Er der noget, du kan pege på, kunne være en løsning på at få ryddet op i den massive regelbunke, chaufførernes risiko for store bøder for småting og hvordan vi kommer manglen på kvalificerede chauffører til livs?

»NEJ. Og når jeg svarer så klart og tydeligt, er det fordi, jeg ser sådan på det, at politikerne kun tænker på én ting, og det er stemmer. Og ingen i befolkningen har sat sig ind i, hvor den mælk de køber hver dag, er kommet hen i butikken, så hver gang de ser en overskrift med en lastbil, der bliver pisket op i medierne, så tænker de, at der bare skal slås hårdt ned. Og det smitter af på politikerne, der lovgiver strammere og strammere for at få stemmerne. Politikerne har ødelagt den her branche. Fuldstændigt,« slutter Steen Tofteng.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063