Nytårshilsen fra oldermanden
Kjøbenhavns Vognmandslaug har sendt redaktionen denne nytårshilsen til læserne:
Så blev det januar 2019, og et nyt år kan tage sin begyndelse. Jeg håber, du og din familie kom godt ind i det nye år, og er klar til at tage fat på en ny, og forhåbentlig, travl sæson.
Jeg plejer at bruge lejligheden her ved det nye års begyndelse til at tage et kort tilbageblik på året, der er gået, samt også at se lidt ud i tiden, der står for os. Årets nytårshilsen gør heller ingen undtagelser på det område i år.
Vi kan på den ene side ikke klage over, at transportbranchen ikke fik opmærksomhed i 2018, for det gjorde den meget eftertryggeligt, blot ikke for noget godt, hvilket må ærgre en gammel vognmand, når jeg ved at alle I Laugsmedlemmer, og også mange andre vognmænd landet over, yder en stor indsats, lever op til landets love og regler, herunder betaler jeres skat – måske ikke med glæde, men dog alligevel.
Det, jeg tænker på, er naturligvis Kurt Beier sagen, der blev det mest tydelige – og omtalte – eksempel på, hvordan nogle vognmænd, og ingen nævnt og ingen glemt i øvrigt, byder fremmed arbejdskraft løn og ansættelsesvilkår vi ikke kan være bekendt, og derfor også giver bagslag – i virkeligheden for hele transportfaget.
Begrebet er ”cabotage”, og handler nok så meget om hvordan – nogle vognmænd – skruppelløst udnytter smuthuller i lovgivningen, ikke respekterer fair konkurrence på lige vilkår, og mener at blot det ikke bliver opdaget, kan man handle helt uden hæderlighed. Ud over de, typisk udenlandske, chauffører det går ud over i første omgang, går det også ud over alle jer der har orden i sagerne, driver en anstændig forretning og tjener jeres penge på at levere en god service, udført af chauffører der arbejder under ordnede forhold.
Det er let at se konsekvenserne af denne trafik: overfyldte rastepladser med køretøjer på hvide plader, og chauffører der under usle vilkår venter på også at tage din kørsel i morgen. Den nye 25 timers begrænsning for parkering på rastepladser har haft sin berettigelse, men prisen får vi også alle lov til at betale: 4 dobbelte P-bøder til alle her fra årsskiftet – kønt er det ikke at se på.
Så var der lidt mere positivt at hente på de nye regler om tilladelseskrav for Varebiler. Ikke at reglerne er særligt klare, eller logiske, men det er dog en begyndelse. Med tilladelseskrav til også varebilsvognmænd bliver der skabt blot lidt mere rimelighed, og kontrol med en del af vores branche der indtil nu har været lidt af et Wild West foretagende – Sherifferne har nu fået nyt at kaste sig over!
Skal jeg se lidt frem, er der også nyt der påkalder sig opmærksomhed.
Med fare for at virke blot en smule navlebeskuende, bør det vel nævnes, som det også tidligere er kommet ud, at jeg tager endnu et år som Oldermand for Lauget. Vil du have indflydelse på dén plan, kan jeg kun opfordre jer til at møde op til vores Laugsforsamling 2019, der i år finder sted torsdag den 14. marts, også i år hos Circle K.
Og når vi er ved møder så en lille annonce, i bestyrelsen har vi besluttet at vi vil teste en model med medlems/netværksmøder af. Oftest er de arrangementer vi afholder tæt besat med en enkelt faglig emne, og en indlægsholder, og alt for lidt tid til dialog medlemmerne og bestyrelsen imellem. Det prøver vi at gøre noget ved i år, og afholder allerede den 17. januar et medlems/netværksmøde på Laugets adresse i Roskilde. Der kommer snarest en invitation, men kryds allerede nu datoen af i kalenderen.
Af andre arrangementer I som vognmænd kan gøre brug af i året der kommer, kan nævnes Transportmessen, Transport 2019, i Herning der finder sted i marts måned, ligesom der afvikles en række medlemsmøder af DTL-A om blandt andet den nye ferielovgivning, og et andet kursus om transportoverenskomsten. Både vi og DTL vil op til møderne minde jer om hvor og hvornår. I første række vil jeg dog opfordre jer til at komme til medlemsmødet i Vognmandslauget, og gøre jeres stemme gældende her.
Nævnes bør det også, at der her fra årsskiftet er en ny forsikringspartner på banen: fra i dag er der indgået rammeaftale med IF, der afløser den mangeårige aftale, som DTL indtil nu har haft med Codan. Som altid er disse rammeaftaler et tilbud til jer – ikke en pligt. Så brug jeres gode købmandskab når IF forsikring tager fat i jer hver i sær. I sidste ende er det jo din forretning der tæller, og din bundlinje der er vigtig.
Inden jeg slutter, vil jeg da også lige minde om at 2019 bliver et valgår, så inden længe vil politikerne bejle til alle mulige vælgere, og byde hinanden over med løfter og gode intentioner. Som Vognmænd, der får hjulene til at rulle, er vi en attraktiv vælgergruppe – det skal vi huske, når politikerne vil spænde os for deres vogn – gode, og ordentlige vilkår, for transporterhvervet med infrastruktur investeringer der kan ses, miljøkrav der kan opfyldes, og en lovgivning der ikke drukner os i bureaukrati, må være nogle af de mærkesager vi må have lovning på.
Må jeg på denne årets anden arbejdsdag ønske dig, din familie, din virksomhed og dine medarbejdere et rigtig godt nytår.
Jørgen K. Jensen
Oldermand
Vognmandslauget