Christian Jensen replicerer her på dette debatindlæg fra sidste uge:

Hej Bjarne!

Næste gang koster et svar en omgang kaffe i Hjørring, fordi jeg tror faktisk, vi vil forstå hinanden bedre, hvis vi sidder over for hinanden. Og så kan det jo også blive lidt ensformigt for nogle læsere at se så meget af samme skuffe her så ofte.

Nej, Bjarne, jeg mener heller ikke, at nogen skal fratages noget – heller ikke en legal konfliktret, hvor den er i overensstemmelse med den hovedaftale, hvori samme er givet arbejdstagerne såvel som arbejdsgiverne (lockout).

Og selvfølgelig følger der jo så også af de domstolsafgørelser i den europæiske menneskerettighedsdomstol og EU's charter om videst mulig frihed på alle niveauer, at ingen skal fratage arbejdstagere og arbejdsgivere deres ret til at stå udenfor. Det er jo alene det, det drejer sig om, også for mig personligt.

Det fremgår af Arbejdsmarkedets Bibel, at den ud over at skulle sikre fred på arbejdsmarkedet efter de fælles regler i aftalen, skal sikre løn- og arbejdsforhold. Faktisk dens hovedformål.

Det betyder efter min opfattelse – og forhåbentlig kommer nært forestående retssager til samme konklusion  - nemlig, at konfliktretten alene legitimt kan anvendes i kampe om løn- og ansættelsesforhold.

Er der ikke et lønproblem eller et arbejdsforhold på en virksomhed, er enhver konflikt en ideologisk kamp, som ikke som sådan vedrører virksomheden, som dermed ikke med rimelighed kan og skal inddrages i dette.

Bemærk – det drejer sig ikke om overenskomstmæssig betaling eller ej for mit vedkommende, og det gør det heller ikke for dem, der ellers er ramt af det, der i min optik er en illegal konflikt. Vi ønsker bare ikke tvang, en tvang vi aldrig kan komme ud af igen, hvis vi først har været inde. Vores børn og børnebørn kan heller ikke. Det bryder jeg mig ikke om!

Det drejer sig alene om medlemmer og kontingentkroner og lønsumskroner, hvilket forklarer arbejdsgiverforeningernes passivitet.

God jul.

Christian Jensen, Frederikshavn

Vognmand og formand for FDL