Hjælp politiet - registrer dit overvågningskamera
Politiet kan få brug for hjælp fra borgere og virksomheders overvågning, når alvorlig kriminalitet bliver begået. Derfor har politiet oprettet et nationalt register for at få et overblik over overvågningskameraernes placering.
Almindelige borgere og virksomheder har mulighed for at registrere sit overvågningsudstyr i politiets system for at hjælpe politiet med hurtigere og bedre opklaring af alvorlig kriminalitet.
Politikommissær i Midt- og Vestsjællands Politi Kristian Egekær opfordrer derfor både borgere og virksomheder til at registrere deres overvågningskameraer.
»Vores register skal fungere som et efterforskningsværktøj, så vi hurtigere og mere effektivt kan opklare forbrydelser af alvorlig karakter. Det vil i høj grad blive brugt i forbindelse med større uvarslede hændelser, herunder terror, og alvorlige kriminalitetsformer,« siger Kristian Egekær.
Hvis man som borger eller virksomhed har overvågning opsat, kan man tilmelde sig registret, men det betyder ikke, at politiet har adgang til overvågningen. Registret vil blot fungere som et overbliksværktøj, så det er muligt for politiet at se, hvor der kan være overvågning, som kan være vigtig i en efterforskning.
Politiet vil altid kontakte borgeren eller virksomheden for at bede om lov til at se overvågningsbillederne.
Vil du som borger eller virksomhed registrere din overvågning, skal du gå ind på https://www.politi.dk/da/hjaelppolitiet/overvaagningskameraer/, hvor registreringen af overvågningskameraet sker ved brug af dit eget eller virksomhedens NemID.