P. Fournaise får ny DAF
Chauffør René Seeberg fra P. Fournaise A/S er blevet godt kørende i en ny DAF CF 530 FAQ 8x2/*6, dvs. en fireakslet bil med styrbar bogieaksel både foran og bagved trækakslen.
Den nye bil er opbygget med Palfinger kroghejs med knækarm hos KLC i Kolding. De har også leveret den fabriksnye, 3-akslede overføringsanhænger, som bliver fast makker med CF 530’eren. Da chaufføren skal hyppigt ind og ud af bilen, når han læsser og losser affaldscontainerne, er der valgt det lave CF-førerhus med ergonomisk indstigning, og da vogntogsvægten ofte kommer op i nærheden af de max. 56 tons, er bilen specificeret med DAF’s kraftigste 13-liters motor på 530 hk. Den er kombineret med en 12-trins TraXon gearkasse med fuldautomatisk skifte, og så bliver det ikke nemmere for chaufføren.
Chaufføren kan er taget med på råd ved specificering og opbygning af bilen. Værktøjsskabe, åbne opbevaringskasser til presenninger og net mm. mellem bagakslerne, afdækninger og sideskørter mv. er blevet præcis, som René Seeberg ville have det. Og i førerhuset er også blevet kræset lidt for chaufføren af Fix Autopolstring i Hedensted. Førerhuset er fabrikslakeret, mens Carsten Noer Autolak har taget sig af maling af chassis og opbygning.
Den er leveret af ESA Trucks Danmark i Kolding, hvor salgskonsulent Thomas Poulsen har stået for salg og levering.
Vognmandsforretningen P. Fournaise A/S i Fredericia blev etableret af Niels Fournaise for mere end 120 år siden som en af de første vognmandsforretninger i Danmark. Virksomheden er fortsat ejet af Fournaise-familien, og i dag ledes den af 4. generation, Peter Fournaise.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.