23948sdkhjf

Volvo Trucks: Spar brændstof med opgraderet dieselmotor

Volvo Trucks’ opgraderede D11 og D13 dieselmotorer til Volvo FH, FM og FMX, der opfylder den nye Euro 6 Step D forordning, indeholder en række forbedringer, der giver transportører mulighed for at reducere deres brændstofomkostninger.

Det skriver Volvo Trucks i en pressemeddelelse.

»Udgiften til brændstof står for cirka en tredjedel af tranportørernes omkostninger, så vi fortsætter med at vende hver en sten for at finde nye veje til at reducere brændstofomkostningerne i vores lastvogne«, udtaler Claes Nilsson, direktør for Volvo Trucks, og tilføjer:

»Denne gang er det en kombination af mindre forbedringer, der giver betydelige omkostningsbesparelser for vores kunder uden at gå på kompromis med ydeevne eller produktivitet.«

Den nye Euro 6 Step D forordning fokuserer på at sikre, at køretøjerne er i overensstemmelse med emissionsstandarderne ved normal drift. Volvo Trucks’ skridt til at opfylde de strengere emissionsstandarder omfatter ny motorsoftware og forbedret belægning i systemet til udstødningsefterbehandling.

Den opgraderede D13 dieselmotor anvender også en ny VDS-5 olietype med lav viskositet og nye olieskraberringe på stemplerne, som mindsker brændstofforbruget og den interne friktion. Derudover sparer motoren med 500 hk ekstra brændstof, da den får samme højere kompression som varianterne med 460 og 420 hk.

Den kortbaserede I-See software bruger kortdata til at forhåndsvise vejens topografi og foretage gearvalg, acceleration og motorbremsning. Den er designet til at bruge lastvognens bevægelsesenergi på bedst mulige måde og er blevet forbedret med nogle opgraderinger såsom ny gearvælgerstrategi og selektiv coasting, som giver mulighed for en mere effektiv brug af friløbsfunktionen I-Roll.

»Disse opdateringer understøtter vores kunder med at følge de nye emissionsregulativer og samtidig forbedre brændstofeffektiviteten for vores Volvo FH, FM og FMX lastvogne,« fortsætter Claes Nilsson.

De nye opgraderede motorer kan bestilles fra slutningen af december 2018.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219