Kvalitet i fokus på ny varebiluddannelse
Der er fokus på høj kvalitet og konkrete erfaringer fra en varebilchaufførs arbejdsdag, når Derkra 1. januar 2019 åbner op for den nye varebiluddannelse. Med afsæt i den nye varebillov, har Dekra taget det på sig at hjælpe de mange tusinde varebilchauffører sikkert på vej, oplyser Dekra i en pressemeddelelse.
»Vi har udviklet en ny varebiluddannelse i samarbejde med nogle af de største vognmænd i branchen, og testet materialet af i interne workshops. Vi oplever et chaufførgrundlag, der har brug for den nyeste viden inden for en række områder, og har i vores tilrettelæggelse af undervisningen et ekstraordinært stort fokus på chaufførens praktiske dagligdag. De skal komme hjem med noget, der gør en forskel for dem selv og deres vognmænd,« siger National Uddannelsesdirektør i Dekra, Thomas Silfen.
Krav om uddannelse fra 1. januar
En ny lov for varevogne mellem 2.000-3.500 kg, og som fragter kolli på mere end 11 kg, stiller skærpede krav til vognmænd og chauffører.
Loven træder i kraft 1. januar 2019 og betyder blandt andet, at alle vognmænd skal have en vognmandstilladelse, og at chaufførerne i varevognene skal have en uddannelse.
»Hensigten med loven er at bekæmpe sort arbejde og at øge trafiksikkerheden. Hos DEKRA er vi glade for, at fokus hos de mange vognmænd og chauffører i Danmark nu bliver på at arbejde under ordnede forhold. Som ekspertorganisation inden for sikkerhed og transport ser vi frem til at bidrage til den fortsatte udvikling og kvalitetssikring af branchen,« siger Thomas Silfen.
Dekra tilbyder sin nye varebiluddannelse i hele Danmark og etablerer både daghold og weekendhold for at imødekomme efterspørgslen.
Dekra har et stort team af varebilseksperter, som kan hjælpe både chauffør og vognmand igennem regel-junglen og svare på de spørgsmål, som er opstået i forbindelse med lovgivningen på området.