23948sdkhjf

Øresundsbroen fjerner tillæg og sænker pris for lastbiler

Fra den 1. januar lancerer Øresundsbron to nye tiltag for lastbiler, som skal være med til at sænke trængsel og reducere miljøpåvirkningen. Tillæg for modulvogntog fjernes, og samtidigt reduceres prisen med 15 procent for lastbiler mellem midnat og kl. 6.00.

Det bliver billigere at køre over Øresundsbron for de såkaldte modulvogntog, når tillægget på 50 procent afskaffes fra nytår.

Modulvogntogene, som kan være op til 25 meter lange og veje op til 60 ton, kan transportere en markant større mængde gods end almindelige lastbiler. To modulvogntog kan typisk transportere det samme som tre almindelige lastbilvogntog, og medfører dermed en reduktion i miljøpåvirkning og mere effektiv udnyttelse af vejnettet.

»Den type godstransport vinder i stigende grad frem i hele Europa. Det er vores ambition at satse på mere miljøvenlig trafik, og modulvogntogenes højere godsvolumen passer godt ind i den strategi,« siger Fredrik Jenfjord, salg- og markedsdirektør ved Øresundsbro Konsortiet.

Billigere for lastbiler efter midnat


Fragtkunder kan derudover køre til reduceret pris om natten, når Øresundsbron sænker prisen for alle kategorier af lastbiler over 9 meter med 15 procent i tidsrummet kl. 0.00 til kl. 6.00 alle dage.

»Øresundsbron er åben døgnet rundt, men langt de fleste kører i dagtimerne, så der er ekstra god plads på broen om natten. Derfor gør vi det billigere for vores fragtkunder at køre, når der er mindst trafik på vejen,« fortæller Fredrik Jenfjord.

Der er ikke nogen kapacitetsproblemer på Øresundsbron, men der opleves stadigt stigende trængsel på det omkringliggende vejnet.

»En mere effektiv udnyttelse i form af modulvogntog, og en bedre fordeling af fragttrafikken ud på alle døgnets timer, vil på sigt være med til at reducere trængslen i regionen. Vi er løbende i dialog med vores fragtkunder om mulige forbedringer, og vi er glade for at kunne imødekomme dem på disse to punkter,« siger Fredrik Jenfjord.

De nye tiltag træder i kraft 1. januar 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084