- Ingen lastbiler kører 70
Debatindlæg.
80 km/t på landevejene i stedet for 70 km/t vil veje tungere end en eventuel negativ effekt for trafiksikkerhed, støj og emissioner, vurderer Vejdirektoratet.
Så er dette emne igen oppe til debat.
Vejdirektoratet vurderer åbenbart højere hastighed frem for trafiksikkerhed, mindre støj og mindre forurening – stik modsat al sund fornuft.
Det kan man så synes om eller ej. Men hvis nu alle involverede parter tager faktabrillerne på og ser helt realistisk på tingene, så ved alle, der har med lastbiler at gøre, at ingen lastbiler kører 70 km/t på landevej, og det er uanset, om den har hvide eller gule nummerplader.
Man kan spørge sig selv om, hvorfor der bruges så mange penge på at beregne unødige statistikker på 70 km/t kontra 80 km/t, når man blot kan tage ”et billede” af dagens kørsel.
Med 80 km/t. kontra 70 km/t. opnås bl.a. følgende:
- Større brændstofforbrug
- Større forurening
- Højere støjniveau
- Længere bremselængder
- Dårligere køreegenskaber
- Større risiko for ulykker
Nu vil mange nok tænke, at jeg er negativ med hensyn til lastbilers drift og kørsel.
Nej, jeg er på ingen måde negativ, jeg er blot realistisk.
Gorm Hansen
Syrenvænget 8, Dalby
4690 Haslev